Et styks DYMO-maskine vundet og modtaget fra Jeannette med bloggen Lutter Idyl + 5 timers køretur til Nordjylland = et styks bil (ikke min ;) ), hvor man lynhurtigt kan finde ud af, hvad der er handskerum, bakspejl, bagrude, sele, dør o.s.v.
Tusind tak Jeannette - jeg er sikker på, at jeg nok skal få stor glæde af DYMO-dimsen, og at Thomas er meeeget taknemmelig for det stykke arbejde, den allerede har udført i hans bil ;)!
Posted using BlogPress from my iPhone
Tillykke med din fars scanningsvar. Du kan tro jeg kan følge dig - min mand går stadig til kontrol hvert halve år - tidligere hver 3. måned - og hver gang prøver jeg at lade som om det bare er endnu en almindelig dag, men indeni kører tankerne.
SvarSletOgså det her med at problemer er relative - forleden var jeg til læge med min tennisalbue. Lægen kender jeg perifert gennem mange år, han mistede sin 23 årige søn for 2 mdr. siden ved en tragisk ulykke i sneen. Og så sidder han dér og skal forholde sig til patienter som mig, der "bare" har ondt i albuen. Han er professionel, så det gør han naturligvis, men jeg tænkte da over det - gad vide om jeg selv kunne?
Mange tak, Dorit. Jeg tror heller aldrig, de dage bliver "normale" dage, og jeg har lyst til at melde mig lidt ud af verden hver gang.
SvarSletHeldigvis er vi lærere, læger og andre fagpersoner jo ret bevidste om, at vi er og skal være professionelle, og kan forhåbentlig alle sætte os ud over vores egen referenceramme, når det kræves. Men når man selv har den slags alvorlige ting inde på livet, så giver det jo også det positive, at man både den ene og den anden vej kan forholde sig til de små problemer på en reflekteret måde.
Får helt ondt i maven, når jeg hører sådan nogle historier om så unge mennesker der mister livet, og forældre, der skal opleve at miste deres børn...