onsdag den 16. november 2011

Lærerens frynsegoder


Der findes faktisk frynsegoder i den offentlige sektor, omend de oftest antager en lidt anden form end dem i det private erhvervsliv.
Arbejder man, som jeg gør, i den danske folkeskole, antager frynsegoderne ofte form af ting uden nogen likvid værdi, men med en høj grad af menneskelig værdi. På min opslagstavle hænger der efterhånden et par sedler, der proklamerer, at jeg er verdens bedste lærer - og utrolig sød (og ved nærmere eftersyn også en lærer, der skal se at få lært eleverne at stave til be(d)ste og lære(r) ) ;).
Men så er der selvfølgelig også de lidt mere specieller frynsegoder som fx oplevelser og samtaler som denne:

Elev i 2. klasse, der lige har brækket sig (ud over det hele...):


"Det er vist kun anden gang i mit liv, at jeg brækker mig... Jeg tror det var derfor, at der kom så meget!"




Hvis det hænger sådan sammen, så er jeg glad for, at det trods alt ikke var første gang, at hun brækkede sig ;)




Lige for tiden sniger mine arbejdsuger sig let op på 45 timer, og så er der næsten ikke plads til andet. 


Men så er det jo godt, at der midt i al arbejdet med bl.a. at forberede skole/hjem-samtaler, dukker små 


verbale frynsegoder op. Fx kan en af pigerne i min klasse rigtig godt lide billedkunst... "fordi man også får 


bevæget håndleddet!" Og en anden af pigerne udtaler, at "det der matematik er egentlig kun svært, hvis det er


 med millioner!" 




2. klasses-logik er første klasse :)















onsdag den 2. november 2011

Blogpost til himlen


Det er godt halvanden måned side, at min far døde. Vores far. For han var jo faktisk far til fire. Mig, Stina og vores to halvstoresøstre. Nogle dage virker det utrolig fjernt, fordi perioden op til var så intens på alle måder. Det var hårdt og forfærdeligt, men samtidig foregik det hele også på den helt rigtige måde, når nu situationen var, som den var. De sidste tre uger oplevede vi ting sammen, som er svære nu at forstå, at vi kunne klare. Men gud, hvor er jeg glad for, at vi oplevede dem. Det sammenhold og den nærhed vi havde som familie blev styrket endnu mere, og perioden gav os en styrke og en masse kærlighed, som vi nu kommer igennem denne periode med.
Men vi savner... Rigtig meget. Der er mange ting, som jeg har lyst til at skrive her på bloggen, men samtidig vil jeg også gerne have, at bloggen er en kreativ blog. Derfor har jeg oprettet en anden blog : Blogpost til himlen. En blog, hvor Stina og jeg kan skrive vores tanker og hilsner til vores far. Det er ikke fordi vores halvstoresøstre ikke må være med, men det er vist mest Stina og jeg, der bevæger os rundt her i blogosfæren.
Vi har valgt at lade bloggen være offentlig. For bloggen er jo i høj grad også et redskab til at bearbejde vores sorg og fortælle om alle de aspekter der er i at være/have været pårørende til en kræftsyg, og hvordan livet er på den anden side. Der er et liv, også meget liv, selvom det indimellem kan være tungt. Måske kan den også give noget til andre, der står i samme situation, eller har stået i samme situation. I skal være velkomne til at læse med, hvis I har lyst.

tirsdag den 1. november 2011

De skal vist tage sig sammen på Fyn


Deres ry er tilsyneladende lidt blakket blandt den yngre generation. Det er ikke sikkert, at Fyn selv ved det, men der var ingen tvivl i sindet, da følgende samtale udspillede sig i dag, da jeg sammen med 2.a havde været i biografen og set "Æblet og Ormen", hvor der bliver brugt en del kraftudtryk og ord, som nok kan kategoriseres som bandeord:

Mig:" De bandede godt nok en del i filmen, hva´?"
Elev:  "Njaahhh... jo, det gjorde de lidt...Men jeg lagde også mærke til, at kortet til sidst i filmen viste, at de var fra Fyn. Det er nok derfor!"

Hvor får de det fra?!

Forøvrigt var det en rigtig skæg film. Der var nok en del pointer, som 2. klasse missede, men som vi voksne til gengæld morede os gevaldigt over - lidt ligesom med børnetimen "Nana", hvor der er lige dele sjov for voksne og børn :)

PS! Jeg har et job endnu :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...