 |
| lånt her |
Jo, der findes faktisk flere tilfælde af det i verdenshistorien. Det må jeg erkende. Det er også sket for folk, jeg kender. Så sent som i dag har jeg været i selskab med op til flere af slagsens. Af den slags,som har overlevet det at få børn.
Jeg har siddet længe og betragtet dem. For ligesom at se,om skrækken stadig kunne anes i ansigtet på dem. Skrækken over hvor forfærdeligt ondt det må gøre at føde et barn. Jeg har måske set lidt for mange afsnit af de unge mødre, hvor de føder, og det er måske derfor, at jeg forestiller mig, at man aldrig nogensinde kommer sig over det.
Jeg har også siddet og kigget grundigt efter i deres øjne, for ligesom at se, hvor grundtrætte de så ud, og om jeg kunne ane en eller anden form for tristhed over, at deres liv nu var slut.
Det kunne jeg ikke! De så helt og aldeles ikke-skrækslagne ud. De havde ikke større poser under øjnene end mig, og de så slet ikke triste ud. Tværtimod. De så meget rolige, tilfredse og glade ud. Især, når de sad og kiggede på deres børn. Så måske er det slet ikke så slemt det der "at få børn"?
Jeg har ellers spekuleret meget over, hvordan folk sådan kunne være helt vilde for at få børn. Det gør ondt, man får ikke sin nattesøvn, et godt glas rødvin er no-go i laaaang tid, de kan ingenting indtil de er mindst et år (jo, jo, jeg ved godt det ikke passer ;) ), o.s.v., o.s.v.
Jeg gad virkelig bare godt være en af dem, der er så vilde efter at få et barn, så de slet ikke ser manglende nattesøvn, total afhængighed, afkald på sit arbejde i laaaang tid (også kaldet barsel) og alt det andet der hører med til at få børn, som noget problem. Eller sagt med andre ord, de kan virkelig høre og mærke deres biologiske ur tikke, så de ser ikke alle de ovennævnte ting som et afkald.
Der er nogle mennesker, der bare eeeeelsker spædbørn, og får roterende æggestokke, så snart de er i nærheden. Jeg kan sagtens klare mig med bare at nusse bebsen lidt på kinden og sige nåååååh (for det gør man jo, ik?).
Til gengæld, så er jeg helt solgt over børn, der lige har lært at gå og snakke. Så har de ligesom nået en alder, hvor der er noget ved det.Problemet er bare, at børn sjældent leveres i den alder. Og hvem skulle så have haft dem indtil da? Nogen andre? Nej, man vil jo egentlig også gerne selv producere sit barn, hvis man kan.
Heldigvis har jeg igen i dag set og oplevet, at det altså er sket, at folk har overlevet at få børn, uden at deres liv er gået helt i stå. Og de bliver jo hurtigt store og gående og snakkende og sjove, kan jeg se.
Det er måske slet ikke så slemt endda...
Tik -tik ;)
Tro mig, det gør ondt! Det er en ubeskrivelig smerte at føde, men den er glemt lige bagefter. No shit! Altså naturligvis husker jeg da det gør ondt, men det er jo ikke en varig smerte. Nattesøvnen er hård at undvære, men det er jo forskelligt, hvor vågent et barn man får :)
SvarSletSÅ ondt gør det heller ikke og jeg fødte for 8 uger siden, så jeg kan da ikke have glemt smerten helt endnu. 5 min efter fødselen sagde jeg at det kunne jeg godt gøre igen, så det kan også være jeg bare var heldig (og jeg fik altså ikke andet smertestillende end en varmepude på lænden!).
SvarSletDet er skønt at blive mor, men jeg var også mere end klar.
En dag vil du også være der og indtil da så nyd de ting du kan gøre nu! For ja de er nogle værre tidsrøvere, et simpelt blogindlæg kan være svært at finde tid til nogle gange;-)
Jeg har følt mit liv var slut, jeg har været så træt jeg overvejede at sætte barnevognen fra mig, og bare gå videre uden barn og vogn! Jeg har ønsket barnet hen hvor peberet gror. Og det gør jeg da stadig af og til. Nu er de teenagere og der er stadig bekymringer.
SvarSletMen jeg synes ikke det er slemt, jeg synes tværtimod de er en fornøjelse at være sammen med, og jeg ville gerne have haft flere.
Nyd det nu og nyd det når du får børn.
Der er lavet en undersøgelse for ikke så længe siden, der viser at folk uden børn generelt er lykkeligere end folk med.
SvarSletDet siger de, har noget at gøre med de bekymringer vi gør os som forældre, den manglende nattesøvn, stress i forbindelse med arbejde vs. jonglering af familielivets mange bolde, osv.
De har sgu nok ret, men hvis nogen kom og sagde at de ville lade mig vælge om og blive et lykkeligere menneske, ville jeg alligevel tage hele turen én gang til. For de øjeblikke i hverdagen hvor man har lyst til at gå fra barnevognen eller klappe dem en, fordi de stadig ikke hører efter (yes, sådan kan man også have det), opvejes instantly, helt og aldeles af de andre små øjeblikke af ubetinget kærlighed mellem dig og dit barn.
Og dine æggestokke skal nok fortælle dig hvornår du er klar. Bare rolig :-)
I dag har jeg fået fem solstrålesmil og fire knusekrammere af min yngste søn.
SvarSletMin ældstes svar på, at jeg synes han var en god storebror fordi han gjorde noget sødt for sin lillebror var, at jeg da også var en god mor, for jeg gjorde jo så mange ting for ham.
Lige der døde jeg en lille smule, for hold kæft hvor kan hjertet ikke klare den overload af lykke børn nogen gange giver en.
Onkel Anne: Det var lidt det jeg frygtede... Altså, at det vitterligt gør så ondt. Men som med forskellige grader af sovende børn, så er der forhåbentlig også forskellige grader af smertefulde fødsler (håbe, håbe, håbe) :)
SvarSletLinsens: Jeg har heldigvis også hørt din version et par steder, så jeg krydser fingre, når den dag kommer til mig :)
Annette: Det er faktisk den der ubeskrivelige træthed du beretter om, som jeg nok frygter mest. At skulle være overskudsmor på ingen søvn... og jeg eeeelsker at sove! Men selvfølgelig vil glæden over ens egne børn nok overskygge alt det hårde langt hen ad vejen.
Anne Lotte: Jeg læste godt den undersøgelse. Egentlig utrolig interessant, for hvorfor gør man det så? Selvfølgelig på grund af de der små øjeblikke af ubetinget kærlighed, som du skriver. Jeg kan være ved at smelte helt nogle gange, bare ved at betragte mine små pus i 1. klasse, så jeg tror også at jeg kunne boble helt over af kærlighed til mit eget barn :)