torsdag den 24. maj 2012

Det er de små ting, der gør det... (min Pinterest-uge dag 3)

Sådan cirka noget i den stil har jeg hørt min kæreste udbryde mange gange. Jeg har ikke selv forbandet fundet af en hårnål på gulvet, men derimod ofte nærmest jublet, fordi jeg ikke havde en eneste tilbage - og nu havde fundet redningen til frisuren. Men nu skal det være slut med kærestens dybfølte suk og min mangel på hårnåle.
Pinterest er jo min ven. I dag har min ven hjulpet mig med en idé til, hvordan jeg holder styr på mine hårnåle:

Idé og billede lånt her.
Jeg har klistret mit magnettapebånd op på en knagerække fra IKEA, som jeg har til halskæder. Ovenover har jeg et par wirer, hvor alle mine øreringe hænger. Så nu er det meste af dullegrejet samlet :).
Man kan vist godt se på min samling af hårnåle, at den magnettape var tiltrængt...



onsdag den 23. maj 2012

Pinterestuge dag 2

Det skulle ikke være det store besvær for mig at forfalde til kun at udføre Pinterest-idéer fra mit "Food and drink"-board. Men nu er det her jo ikke en madblog alene, så jeg har taget mig lidt sammen i dag, og har fokuseret på det, som jo var udgangspunktet for denne blog - nemlig det der håndarbejde.
Igen i dag har jeg valgt et projekt, hvor belønningen ikke lå langt ude i fremtiden, men stadig gav god tilfredsstillelse i forhold til arbejdsindsatsen.
Jeg valgte at lave  hæklede armbånd som disse:
Armbåndene på billedet er ikke mine (lyset var for dårligt til at tage gode billeder i, da jeg for lidt siden kom hjem fra fagfordeling og venindebesøg). Billedet er lånt her, hvor du også kan se, hvordan man laver armbåndene.

Jeg kunne snildt nå at lave et par stykker under dagens oplæg til fagfordeling, så for en garvet hækler, tror jeg, at sådan et armbånd tager ca. 10-15 min. - og dét er jo lige til at holde ud!

Varianten jeg har pinnet til Pinterest er jo superfin med de to farver. For mig er det ikke helt lykkedes at kombinere med to farver endnu, da jeg på en eller anden måde får hæklet det på vrangen, når jeg skifter farve (ja, det er nok den tætteste forklaring jeg kommer på, hvad der sker). Nå, men jeg må øve lidt på mine hækleskills, så jeg også kan få tofarvede armbånd.
Det bedste ved de her armbånd er, at de er billige i materialer, nemme at lave og så er de temmelig fine - hele tre gode ting på én gang!

tirsdag den 22. maj 2012

Min Pinterest-uge

Det der bloggeri.... Øhhhemmm... Det er vist gået temmelig meget i stå her. Så for at motivere mig selv lidt, har jeg givet mig selv en lille opgave; Jeg skal i denne uge udføre mindst én af de ting, som jeg har pinnet/repinnet på Pinterest om dagen.
Jeg håber, at det får sat gang i bloggeriet, energien og kreativiteten hos mig igen :) Jeg lagde faktisk ud igår.  Og for lige at toppe motivationen, så startede jeg med mit "Food and drink"-board - så jeg var sikker på en helt konkret belønning!
Hvem har ikke siddet og savlet over de her, hvis de er faldet over dem på deres vej gennem Pinterest? :

Ved du ikke lige, hvad det er, så kan jeg beskrive det med et ord: himmelsk!  Det er nemlig Oreo-chokolade- uhhm. uhhhm. uhmmm.
Det bedste af det hele var, at det var super nemt at lave; hvid chokolade vandbad, hak oreos, bland, køl - nyd!
Vil du have en lidt mere udførlig instruktion, så kig her.


onsdag den 14. marts 2012

På loftet

Gemmer der sig ofte skatte. Og så en hel masse ragelse.
Jeg fik spenderet en god portion timer på min mors (og min fars) loft i vinterferien. Det var ikke kun et ryddeligt loft, vi fik ud af det, men også en walk down memory lane.

Blandt andet dukkede min fars gamle skrivebord op. Det blev en af de ting, som vi ikke smed ud. For prøv lige at kigge på det; Kunne det ikke blive fint, hvis kanter og sidebeklædning blev malet sort, skuffefronterne blev malet hvide, og grebene sorte?
Jeg synes det kunne være lidt fint og hyggeligt at beholde bare en af de ting, som min far har brugt meget, bare i en opdateret version.
Udover skrivebordet, fandt jeg så også enorme bunker ragelse. Jeg har flyttet en del gange efterhånden, og hver gang er resterne af flyttekasserne endt på mine forældres loft. Det måtte jeg så betale for ved oprydningen i ferien. For hold da op!
Der var små sedler og opgaver helt tilbage fra gymnasietiden. 
Jeg morede mig gevaldigt undervejs. Især, da jeg fandt en 1.g´s-opgave i dansk, hvor min dansklærer i temmelig upædagogiske vendinger gav sin mening om, hvilket stykke arbejde, jeg der havde udført. Responsen havde han afsluttet med kommentaren om, at jeg vist totalt manglede faglig selvindsigt - og så et 6-tal med hele to pile nedad! 
Sidenhen er jeg blevet lærer med linjefag i dansk - med et 12-tal .Og måske er jeg også blevet en smule mindre fnisende, seddelskrivende og teenagedoven ;)

tirsdag den 6. marts 2012

Hvordan siger man tak til en engel, der ikke spiser chokolade?


Med et par hjemmelavede skåle og et par hæklede nøgleringe til hendes piger.
Englen er min kollega, der endnu en gang var der, da der var allermest brug for det.
Idéen til skålene og mønstrene er snuppet et eller andet sted herfra i blogland, men jeg kan ikke huske hvor..?

søndag den 4. marts 2012

Optimalt frustreret


Det er det sted, man gerne skulle være, når man er i flow i læringsprocesser. Her i weekenden har jeg nok til tider været lidt mere end optimalt frustreret. Men ikke mere, end at jeg kunne klare det. Jeg har nemlig været på photoshopkursus hosRikke Roger Reif. Rikke arbejder selv med at lave skønne kunstværker i Photoshop, og er noget af en haj til det.

Heldigvis deler hun også sin kunnen med os andre dødelige analfabeter udi Photoshop. Og heldigvis havde min søde søster inviteret mig med på et af Rikkes kurser i Århus i denne weekend.

I kan tro, at der er blevet arbejdet igennem, bandet og svovlet og jublet, når det endelig lykkedes at få styr på et redskab. En helt igennem optimalt frustrerende og lærerig weekend har det været - især fordi Rikke er rigtig tålmodig og god til at lære fra sig.

Der er mange ting at holde styr på, og der er meget, der skal trænes nu. Jeg startede helt fra scratch (havde end ikke prøvet at åbne programmet før), så når jeg kigger på alle lagene i mine billeder, kan jeg trods alt se, at frustrationen må have været givtig. Jeg glæder mig til at nørde videre :)

lørdag den 25. februar 2012

Tilbage med en gris


Min blogpause har mildt sagt været lidt længere end tilsigtet. Men der er sket så meget, så jeg ikke har kunnet finde ro til at blogge. Rigtig gode og spændende ting er der sket, som jeg alligevel har tvivlet på var spændende nok til at blogge om. Men nu skal det alligevel være, for jeg vil ikke af med min blog ;)
Så jeg er altså tilbage - med en gris! Ja, for det er det seneste kreative, jeg har fået lavet, - og et billede skal der jo til. Jeg skal nok også fortælle, om alt det der har taget min tid. Efter grisen.


Ja, det er en af de "sure grise", altså sådan en fra Angry Birds. Kæresten er jo også lærer, og skal holde bazar med sin klasse. Her vil de lave en IRL-version af Angry Birds med slangebøsser og hæklede grise og fugle. Som JEG skal levere. Mig, der ikke kan hækle noget, der har en form... Eller - det kan jeg så nu. Tak Youtube :)!

Nok om grisen, og tilbage til det spændende....
Jeg har købt et hus! Jeg har godt nok splejset om det med min kæreste, da det jo var lidt af en udskrivning ;).
1. juli skulle vi gerne stå med nøglerne til et skønt hus i Roskilde, i et dejligt kvarter, godt 3 huse fra hvor min tvillingesøster bor. Lidt vildt. Det var slet ikke rigtig meningen. Vi skulle bare ud og sondere terrænet og se, hvad man nu kunne få for den pose penge, som banken turde låne os. Så vi tog en søndag med åbent hus for alle pengene, og skulle til sidst liiige se det hus, der lå på søsterens vej - bare for sjov. Og så var vi solgte. Det var huset også en uge efter - til os! Jeg tør ikke rigtig lægge billederne af huset ind her (hvis nu nogen skulle komme efter mig med ophavsret og sådan), men linket til ejendomsmægleren er her, hvis man er nysgerrig: HUSET :)

Det giver nok sig selv, at Pinterest nu er min bedste ven, og at det myldrer i mit hovede med ideer til indretning. Jeg glæder mig!
Derudover har jeg haft travlt sammen med søsteren med at få vores kreative serigrafiworkshops op at køre, så der nu er plottet nogle kursusdage i kalenderen i foråret.
Jeg glæder mig også til at komme lidt rundt i blogland igen, nu hvor jeg føler, at jeg er landet lidt ovenpå vinterens tunge mørke og spændende nye ting.
Hav en dejlig lørdag derude :)



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...