Hvor stillede jeg mine træsko?

Jeg har ikke blogget i lang tid. Det er der en grund til. Nemlig min far, som er meget syg. Til gengæld vil jeg starte lidt op igen med en historie af de mere specielle. Det er måske meget personligt, nogle ville mene privat, men i min familie er åbenhed det bedste man kan tackle det alvorlige i livet med.
Det er gået stærkt ned ad bakke med min far den sidste måneds tid. Så stærkt, så vi i fredags var samlet for at sige farvel til ham. Den historie får I nu, også for at jeg selv kan huske den på et senere tidspunkt.

Jeg har fået en delt plejeorlov med min søster, og havde derfor i fredags været på arbejde et par timer, før jeg tog hjem til mine forældre for at være med til at tage mig af min far. Han har hallucineret, tabt cigaretter og været ved at miste balancen utallige gange.

Da jeg kom hjem fra arbejde, lagde jeg mig sammen med min søster for at tage en lille middagslur (man bliver så inderligt træt i denne periode).
Ca. kl. 13 kom vores mor ind til os og sagde, at hun syntes, at vi skulle stå op, da det virkede til at vores far var ret langt væk. Vi gik ned i soveværelset, hvor han lå og sov, og netop var meget langt væk.
Derfor besluttede vi os for at ringe til sygeplejersken, der kom en halv time senere. Hun kiggede på ham og konstaterede, at ekstremiteterne var helt kolde, og at vejrtrækningen også viste, at der ikke var langt igen.
Faktisk kun omkring 10 minutter, vurderede hun.
Han fik derfor lagt et drop og fik noget angstdæmpende og noget smertestillende. Lige der, kom han kort op til overfladen, kiggede på os, og forsvandt igen. Vi valgte at ringe til det tætteste vennepar, som mine forældre har, og ingen andre, da vi fik at vide, at det nok ikke var sandsynligt at andre kunne nå frem, samt at vi skulle være hos vores far.
Så vi sad der med vennerne og holdt i hånd og lod tårerne trille. Vejrtrækningen blev der længere og længere imellem, men da der var gået et par timer, siden sygeplejersken sagde 10 minutter, valgte vi at ringe til min og søsterens kærester, vores halvstoresøstre og vores farmor, da der måske var en chance for at de kunne nå frem.
Imens vi ventede på dem, sad vi rundt om vores far, mens vi drak en grøn tuborg (det har han altid elsket, så det var helt i rette ånd), og konen i venneparret sang sange fra arbejdersangbogen (det siges jo, at det sidste man mister er hørelsen - og min far har altid været socialist og elsket arbejdersangene). Det var smukt og hårdt.
Imidlertid nåede kæresterne, storesøstrene og vores farmor frem. Aftensygeplejersken nåede også at komme og give ham lidt mere beroligende og smertestillende. Vi var også selv blevet instrueret i at give ham de tilladte mængder på de rette tidspunkter, hvilket vi også gjorde, når han havde trækninger og uro.
Tiden gik, og vi besluttede os for at sende kæresterne afsted efter pizza, da ingen af os havde fået andet end morgenmad. De kom med pizzaen, og vi gik på skift ud i køkkenet, der ligger op ad soveværelset, og spiste lidt og fik et lille glas rødvin.
Da jeg havde fået lidt at spise ved 20.30-tiden, gik jeg ned til min far, kyssede ham på panden og sad ved siden af ham, sammen med et par af de andre. Han begyndte at hoste lidt, og min søster sagde noget i stil med "det var et godt host, bare host igennem far". Det gjorde han faktisk, og begyndte at rulle lidt med øjnene. Vi tænkte vist alle, at han nok lige kom op til overfladen en sidste gang, da han åbnede øjnene og kiggede på det måbende selskab. Men han forsvandt ikke igen...
Nej, han kiggede sig lidt forvirret omkring (godt dopet af morfin og andet godt), sagde "Hej mor" og "Nej, er du her også Mette... og Trine!?" - "Hvor hyggeligt!", hvorefter han spurgte hvad klokken var...!
Vi var vist et par stykker, der brød ud i et lille grin af bar befippelse og overraskelse.
For ligesom at gøre et eller andet i den temmelig specielle og akavede situation, spurgte jeg lidt friskt "Var det noget med en kop kaffe, far?". "Jo, tak, det ville da være dejligt", svarede han,og tilføjede "Nå, jeg må hellere se at komme op".
Ja, så min mor hjalp ham op at sidde i sengen, og her stillede han så det famøse spørgsmål: "Hvor stillede jeg mine træsko??"...

Og så stavrede han, godt hjulpet af et par af "gæsterne", ud i køkkenet, hvor han satte sig ved bordet, og gik igang med at spise pizza, drikke rødvin og kaffe, og røg en smøg!

Det var f..... mærkeligt!!!

Stemningen er svær at beskrive. Det tætteste jeg kan komme på det, er nok hvordan jeg forestiller mig, at folk må have haft det efter Jesu opstandelse.

Min far var selvsagt rimelig påvirket af al den medicin han havde fået i løbet af dagen, så bevægelserne var ikke helt koordinerede, men han var helt glad over alle gæsterne, og opdagede ikke, hvorfor vi var samlet.
Et par timer senere, bad han om en øl, drak den og gik i seng.

Det første han sagde, da han vågnede igår morges (ja, han vågnede!!!), var "Jeg kunne egentlig godt tænke mig en porter." Det fik han så.

Der er selvfølgelig kun en vej nu, og den er nok ikke lang, men han er her stadig i dag, og er eftersigende allerede blevet noget nær en legende i det hjemmeplejeteam, der har været omkring ham de sidste par ugers tid. Der er ingen af de sundhedsfaglige personer, vi har talt med efterfølgende, der nogensinde har oplevet noget lignende. Så som jeg har nævnt før, så har min far nok ret, når han siger "Vor Herre vil ikke have mig, og fanden tør ikke tage mig".... De udskød i hvert fald forhandlingerne endnu engang.