søndag den 4. september 2011

Hvor stillede jeg mine træsko?

Jeg har ikke blogget i lang tid. Det er der en grund til. Nemlig min far, som er meget syg. Til gengæld vil jeg starte lidt op igen med en historie af de mere specielle. Det er måske meget personligt, nogle ville mene privat, men i min familie er åbenhed det bedste man kan tackle det alvorlige i livet med.
Det er gået stærkt ned ad bakke med min far den sidste måneds tid. Så stærkt, så vi i fredags var samlet for at sige farvel til ham. Den historie får I nu, også for at jeg selv kan huske den på et senere tidspunkt.

Jeg har fået en delt plejeorlov med min søster, og havde derfor i fredags været på arbejde et par timer, før jeg tog hjem til mine forældre for at være med til at tage mig af min far. Han har hallucineret, tabt cigaretter og været ved at miste balancen utallige gange.

Da jeg kom hjem fra arbejde, lagde jeg mig sammen med min søster for at tage en lille middagslur (man bliver så inderligt træt i denne periode).
Ca. kl. 13 kom vores mor ind til os og sagde, at hun syntes, at vi skulle stå op, da det virkede til at vores far var ret langt væk. Vi gik ned i soveværelset, hvor han lå og sov, og netop var meget langt væk.
Derfor besluttede vi os for at ringe til sygeplejersken, der kom en halv time senere. Hun kiggede på ham og konstaterede, at ekstremiteterne var helt kolde, og at vejrtrækningen også viste, at der ikke var langt igen.
Faktisk kun omkring 10 minutter, vurderede hun.
Han fik derfor lagt et drop og fik noget angstdæmpende og noget smertestillende. Lige der, kom han kort op til overfladen, kiggede på os, og forsvandt igen. Vi valgte at ringe til det tætteste vennepar, som mine forældre har, og ingen andre, da vi fik at vide, at det nok ikke var sandsynligt at andre kunne nå frem, samt at vi skulle være hos vores far.
Så vi sad der med vennerne og holdt i hånd og lod tårerne trille. Vejrtrækningen blev der længere og længere imellem, men da der var gået et par timer, siden sygeplejersken sagde 10 minutter, valgte vi at ringe til min og søsterens kærester, vores halvstoresøstre og vores farmor, da der måske var en chance for at de kunne nå frem.
Imens vi ventede på dem, sad vi rundt om vores far, mens vi drak en grøn tuborg (det har han altid elsket, så det var helt i rette ånd), og konen i venneparret sang sange fra arbejdersangbogen (det siges jo, at det sidste man mister er hørelsen - og min far har altid været socialist og elsket arbejdersangene). Det var smukt og hårdt.
Imidlertid nåede kæresterne, storesøstrene og vores farmor frem. Aftensygeplejersken nåede også at komme og give ham lidt mere beroligende og smertestillende. Vi var også selv blevet instrueret i at give ham de tilladte mængder på de rette tidspunkter, hvilket vi også gjorde, når han havde trækninger og uro.
Tiden gik, og vi besluttede os for at sende kæresterne afsted efter pizza, da ingen af os havde fået andet end morgenmad. De kom med pizzaen, og vi gik på skift ud i køkkenet, der ligger op ad soveværelset, og spiste lidt og fik et lille glas rødvin.
Da jeg havde fået lidt at spise ved 20.30-tiden, gik jeg ned til min far, kyssede ham på panden og sad ved siden af ham, sammen med et par af de andre. Han begyndte at hoste lidt, og min søster sagde noget i stil med "det var et godt host, bare host igennem far". Det gjorde han faktisk, og begyndte at rulle lidt med øjnene. Vi tænkte vist alle, at han nok lige kom op til overfladen en sidste gang, da han åbnede øjnene og kiggede på det måbende selskab. Men han forsvandt ikke igen...
Nej, han kiggede sig lidt forvirret omkring (godt dopet af morfin og andet godt), sagde "Hej mor" og "Nej, er du her også Mette... og Trine!?" - "Hvor hyggeligt!", hvorefter han spurgte hvad klokken var...!
Vi var vist et par stykker, der brød ud i et lille grin af bar befippelse og overraskelse.
For ligesom at gøre et eller andet i den temmelig specielle og akavede situation, spurgte jeg lidt friskt "Var det noget med en kop kaffe, far?". "Jo, tak, det ville da være dejligt", svarede han,og tilføjede "Nå, jeg må hellere se at komme op".
Ja, så min mor hjalp ham op at sidde i sengen, og her stillede han så det famøse spørgsmål: "Hvor stillede jeg mine træsko??"...

Og så stavrede han, godt hjulpet af et par af "gæsterne", ud i køkkenet, hvor han satte sig ved bordet, og gik igang med at spise pizza, drikke rødvin og kaffe, og røg en smøg!

Det var f..... mærkeligt!!!

Stemningen er svær at beskrive. Det tætteste jeg kan komme på det, er nok hvordan jeg forestiller mig, at folk må have haft det efter Jesu opstandelse.

Min far var selvsagt rimelig påvirket af al den medicin han havde fået i løbet af dagen, så bevægelserne var ikke helt koordinerede, men han var helt glad over alle gæsterne, og opdagede ikke, hvorfor vi var samlet.
Et par timer senere, bad han om en øl, drak den og gik i seng.

Det første han sagde, da han vågnede igår morges (ja, han vågnede!!!), var "Jeg kunne egentlig godt tænke mig en porter." Det fik han så.

Der er selvfølgelig kun en vej nu, og den er nok ikke lang, men han er her stadig i dag, og er eftersigende allerede blevet noget nær en legende i det hjemmeplejeteam, der har været omkring ham de sidste par ugers tid. Der er ingen af de sundhedsfaglige personer, vi har talt med efterfølgende, der nogensinde har oplevet noget lignende. Så som jeg har nævnt før, så har min far nok ret, når han siger "Vor Herre vil ikke have mig, og fanden tør ikke tage mig".... De udskød i hvert fald forhandlingerne endnu engang.

15 kommentarer:

  1. De træsko, blev åbenbart stillet frem til senere brug ;-)

    Og hvor fantastisk er det ikke lige, at få sådan en aften foræret, når den er mindst ventet! <3

    Men også ret spooky.

    Det er dog før set, at folk får en kort "opblomstring" inden de går bort. Jeg har selv set det ret ofte, dengang jeg stadig arbejdede. Min Mor havde den også.

    Jeg håber I får nok tid til, at nå endnu en porter og nogle arbejdersange sammen med ham.

    Og jeg føler virkelig med dig - selvom det lyder som sådan en fortærsket kliché. Det er en urimelig hård tid :-(

    Knus fra mig!

    SvarSlet
  2. Hej June
    Ja, det var faktisk ret fantastisk at få sådan en aften foræret, selvom det var noget af en følelsesmæssig rutsjetur at komme igennem.
    Han havde faktisk også haft sin "opblomstring" nogle dage forinden, så derfor var vi temmelig overraskede. Specielt også over graden af opblomstring på det tidspunkt, hvor vi virkelig troede at han havde stillet træskoene væk for alvor ;)
    Han fik sin porter igår, og vist også en almindelig pilsner. I dag tror jeg dog ikke, at han når det. Men han har jo overrasket før...

    Knus Maria

    SvarSlet
  3. Hej Maria
    Hvor er det dejligt at I kan nyde den sidste tid I har med ham på den måde. I hams ånd med Tuborg og hygge. Og især når i sammen kan grine og le, og endda får mere tid end først beregnet.
    Da du kom til træskoene, begyndte jeg at græde og grine på samme tid.
    Jeg håber du og familien kommer godt igennem denne hårde tid.
    Knus Ditte

    SvarSlet
  4. Hej Maria
    Flot, flot indlæg. Jeg håber at I får det bedste ud af disse opblomstringer og at det ikke var den sidste.
    Hvor lyder det faktisk smukt i mine øre, at I synger arbejdersange, nyder et glas rødvin og er sammen lige i din fars ånd.

    Jeg vil sende dig de bedste tanker for den næste tid, håber der bliver lidt flere sange, rødvin og måske en porter.

    Knus Line

    SvarSlet
  5. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive, synes bare det var så fantastisk et indlæg, at det ville jeg lige sige.
    Kom også til at grinegræde da du nåede til det med træskoene :-)

    Knus fra Anne

    SvarSlet
  6. Hej Maria
    Wow! Jeg er målløs. Sikke en historie. Også mange tanker fra mig til dig og din familie.
    Kh
    Asli

    SvarSlet
  7. wow - dét var da for vild en oplevelse! Men hvor fedt, I lige fik ham tilbage, selv om det nok kun er for en stund ... mange tanker herfra

    SvarSlet
  8. Love you my sweetheart.

    Kys fra L

    SvarSlet
  9. Hej Ditte
    Lige præcis -grin og gråd er det, der er meget kendetegnende for alt det her. Og det er også det, der gør at man klarer det.

    Knus Maria

    Hej Line
    Tak, skal du have. Det var også meget smukt, egentlig.Og jeg er helt sikker på, at hvis han havde hørt den samme historie fortalt om en anden, ville han have elsket den ;)

    Knus Maria

    Hej Anne Lotte
    Tak. Jeg er glad for, at I alle tager godt imod historien, og deler både grin og gråd - og ikke synes det er for udleverende.

    Knus Maria

    Hej Asli
    Tak for tankerne. De varmer. Vi var også temmelig målløse, nærmest i chok. Men samtidig også glade over "genopstandelsen" :)

    Knus Maria

    Hej May
    Ja, det er nok tæt på det vildeste, jeg har oplevet, og samtidig det mest livsbekræftende.

    Knus Maria

    L - søde Louise?
    Alt ånder fred og ro her, selvom der bliver kørt en del i bil, målt cigaretpakker og modtaget sms-beskeder fra afdøde farfar....

    Knus Maria

    SvarSlet
  10. Det var da en god oplevelse - trods alt - at få med som et godt minde om måske den sidste tid.

    Kærlige hilsner herfra ...

    SvarSlet
  11. Hvordan går det med ham - og dig? <3

    SvarSlet
  12. Hvor er du sød, at tænke på mig, June :). Jo, altså - han er her stadig, men er utrolig svag og konfus. Han vil så gerne "hjem", og har svært ved at forstå, at han er hjemme. Det skærer altså lidt i hjertet...
    Men han har da fået en enkelt tår øl i dag, og jeg har fået lov at holde ham lidt i hånden.
    Jeg er træt, træt, træt, men har været på arbejde i dag og tanket lidt energi op hos 2. klasse. Men kan godt mærke, at alle ressourcer- også de ekstra, snart er ved at være godt brugte. Heldigvis er man som menneske jo indrettet til at kunne klare det meste, når det kræves.

    Knus Maria

    SvarSlet
  13. Hej Pia
    Ja, det var trods alt ok, lige at få det med :). Men hold fast, det slider også lidt på de i forvejen tyndslidte nerver...

    Kh. Maria

    SvarSlet
  14. Maria jeg græd med jer, da jeg læste din rørende beskrivelse, og jeg var ved at tabe underkæben, da han kom tilbage til livet! Det er så overraskende.
    Jeg har tænkt rigtig meget på dig/jer!
    KH
    Anne

    SvarSlet
  15. Hej Anne
    Vi græd også - og tabte underkæber. Det var vildt! Tusind tak for tankerne :)
    KH. Maria

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...