Nana, åh Nana...

Kan I huske Nana? Altså hende Nana, der havde en arbejdsløs far, og en mor, der vist nok var lægesekretær.

Nana. Nana.

Har du hørt om Nana

Klær' sig ud som damer

hun har set i tøjreklamer

Nana. Na-na-na-Nana

Ingen er som Nana

Hun er noget særligt

Helt sig selv og dødsensærlig

Sir' nogen ting der er helt forfærd'lig

Det havde de fleste elever i min 2. klasse overraskende nok. Jeg har deres forældre mistænkt for at elske Nana ligeså meget, som jeg gør,for det er vist ikke noget, der er på tapetet i børnetimen længere.

Og det er jo en skam, hvis man spørger mig.

Så da 2. klasse i dag skulle indkassere første del af deres belønning for at have læste rigtig meget i sommerferien (ja, det går vel an med lidt bolsjepædagogik i den gode sags tjeneste...), havde jeg valgt, at belønningen skulle være at se "Nana".

Eleverne var selvsagt begejstrede for at skulle se"film" i skoletiden, så de sad glade og forventningsfulde, da jeg rullede tv-apparatet, der nok er ligeså gammelt som serien, ind i klassen.

De syntes vist også, at det var rigtig hyggeligt, og forholdsvis sjovt. Men jeg kunne godt mærke på dem, at de er vant til børne-tv med lidt mere action.

Det var sjovt at gense "Nana" fra deres perspektiv. Der er laaaange pauser mellem replikkerne, ingen falden-på-halen-komik, dæmpede stemmer og en masse tomme pladser, hvor der skal "læses mellem og bag linjerne" -fx i scenen, hvor Nanas far kommer ind midt i timen på Nanas første skoledag, og Nana med et underfundigt smil ryster på hovedet, og benægter et hvert kendskab til at det skulle være hendes far... der er så pinlig!

Kender I ikke "Nana", eller har I sidst set den, da I selv var børn/jeres børn var børn, så kan det virkelig anbefales at købe den på dvd. Det er lige før, at det er bedre underholdning for voksne, end for børn :)