mandag den 10. januar 2011

(DIY) Jeg er blevet trykkefan... en pop-art-pudeafprøvning bliver til.

Afprøvninger skal der jo til, siger de kloge, og nedenstående er sådan en afprøvning:

Søsterens og mit kunstprojekt skrider godt fremad, men vi mangler en vigtig del - nemlig mærkerne, der skal syes på inden ferniseringen. De ser ud til først at komme dagen før, hvilket betyder, at de først kan blive syet på der - og dermed kan puderne heller ikke syes sammen før i sidste øjeblik. Det burde ikke være det store problem, men da vi har besluttet at puderne skal have immiteret skind som bagside, blev vi lidt nervøse for, om man nu kunne sy en pæn lukning på dem i hånden, som ikke kunne ses.
Derfor lavede jeg denne afprøvning igår. Det viste sig, at det kunne man sagtens :)

Her er afprøvningen fra start til slut (med undtagelse af sammensyningen, men den vil jeg ikke kede jer med).




Rammen til trykket gøres klar. For at sikre, at der ikke er små huller/kanter, der ikke er lukkede, putter jeg malertape på på de udsatte steder.
Vi har selv lavet trykrammer, men man kan også få dem lavet hos Spektrum Textil mod betaling.

Rammen lægges på stoffet, der hvor man vil have sit tryk.

 Man hælder en lille "pølse" maling ud i den ene ende af rammen. Vi har brugt almindelig stofmaling fra Panduro, da vi bare skulle trykke sort. Skal det være avanceret kan man få mange forskellige bindere og pigmenter hos Spektrum Textil.


Der skal bruges en rakel. Her en simpel en - også fra Panduro. Til større tryk, kan der købes rakler (eller man kan selv lave dem), der passer til rammestørrelsen.

Der rakles hele vejen ned over trykket i jævne strøg. Først den ene vej, så den anden vej. Afhængig af stoffet, kan det variere, hvor mange gange man skal rakle for at malingen trænger ned. Ligeledes varierer mængden af maling, der skal bruges også.

Der er trykt og rammen løftes forsigtigt af. Stoffet hænges til tørre. Er man utålmodig, kan en hårtørrer hjælpe det på vej.
  Trykket fikseres med et strygejern på max (hvis det er bomuld) i 5 minutter. Læg bagepapir under og over stoffet imens.
Jeg har klippet stjerner ud til applikation og har limet dem på med stoflim.

Der applikeres på symaskinen.
Nu er forsiden til pudebetrækket klar.
Klip en bagside ud og sy de to dele sammen med undtagelse af ca. 10 cm. til åbning til at putte puden ind i betrækket. Sy åbningen fint sammen i hånden.
Bagsiden med det immiterede skind. Så kan den også bruges til picnic i det fri :)

Jeg er blevet erklæret trykkefan! Selvom det tager noget tid og besvær at lave rammerne, så er det en kæmpe fornøjelse og tilfredsstillelse bare at kunne trykke løs. Og der findes jo ingen grænser for, hvad man kan bruge som motiv. Når kunstprojektet er overstået, skal jeg helt sikkert have eksperimenteret mere med rammetryk :)

Ps: Bogbinderplast kan også gøre tricket, hvis det er simple motiver, som man skal trykke. Så skærer man blot motivet ud i bogbinderplast, klæber det godt og grundigt fast til stoffet og dupper forsigtigt malingen på med en svamp. Lige så forsigtigt piller man plasten af igen. 

8 kommentarer:

  1. nice! Hvor ser det bare lækkert ud. Jeg har for et år siden smidt min ramme ud :(

    SvarSlet
  2. Tak Anne :). Hvor ærgerligt, at du har smidt den ud. Havde du selv lavet den?

    SvarSlet
  3. Hvor er det fedt - det ville jeg gerne lære en dag (ja altså det dér med selv at lave rammen - det ser spændende ud!) KH Lisbeth

    SvarSlet
  4. Tak Lisbeth ;)
    Jeg har lært det af min søsters svigermor, der har lært det på et serigrafikursus. Det var måske en mulighed?
    Det tager lidt tid, og foregår meget af tiden i næsten mørke, men det er til at overkomme. Især, når man tager udbyttet og mulighederne i betragtning. Skriv endelig, hvis du kaster dig ud i det, så vil jeg gerne se med.

    Kh. Maria

    SvarSlet
  5. Maria jeg har den fra en gang jeg gik på pædagogseminariet. Desværre har jeg ikke selv lavet den, men jeg ville gerne :)

    SvarSlet
  6. Jeg stiftede også bekendtskab med det på lærerseminariet, men der lavede vi dem heller ikke selv.
    Hvis nu, jeg får meget tid på et tidspunkt (hmm...?) og jeg bliver sådan rigtig sej til at lave rammer, så vil jeg da overveje at invitere til workshop i det. Nu må vi se.. :)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...