 |
| Billede lånt her |
Jeg har holdt en del forældremøder før i de barselsvikariater jeg har haft, før jeg blev uddannet lærer, men det er alligevel en spøjs fornemmelse at stå der foran tavlen og med en hel flok granvoksne mennesker, der har børn, hus og hele pakken (som jeg ikke selv har), og skulle være autoriteten.
Der skal svares på mange ting, nogle lettere end andre: Er der mange, der kommer for sent, skal de rette deres børn, når de spejlvender bogstaverne, må de bruge kugleramme i matematik, kan vi hjælpe eleverne med at huske på at gå i lektiecafé osv.?
Nogle af de svære spørgsmål er fx et som dette her: "Er det nødvendigt at sige til børnene, at det ikke er i orden, at de ikke har lavet lektier?". Jeg lader den stå for sig selv, da der jo er mange måder at håndtere omtalte situation og omtalte spørgsmål på.
Men, huuuh, hvor føler man sig pludselig voksen!
Jeg glemte dog helt at spørge forældrene, hvordan de ville komme med en god forklaring til de to piger i 1. klasse, der havde følgende samtale den anden dag:
Pige 1: "Min mor fyrer nogle gange sådan nogle små hvide raketter op i numsen, og så hænger der en snor ud!"
Pige 2: "Hvorfor det?"
:) :) :) Maria <3 1.A!
HAHA jeg får lyst til at dele mit indlæg med dig om netop samme emne!
SvarSlethttp://onkelanne.blogspot.com/2010/10/bomber-i-den-nedre-region-ikke-for.html
Og det med at være voksen kender jeg godt. Det er så bare på en anden måde, nemlig at andre forventer jeg er voksen, og det har jeg det faktisk rigtig svært med!
Hmmm - jeg syns jeg på 10. lærerår fortsat arbejder meget med det dér med at være på, være voksen og være rolle-model. Jeg har faktisk lært meget af pludselig selv at være på den anden side - som forælder til en dreng i 2.klasse. Det gør mig mindre firkantet, kan jeg godt mærke - for jeg syns faktisk lektier er VILDT kedeligt (både barnets, og mine egne - det sku man måske lige ha overvejet inden man blev lærer?!?), og jeg er samtidig blevet langt mere klar på mine egne holdninger og hvordan jeg kan formidle dem som lærer og samtidig ha den dér voksne troværdighed. Spørgsmålene blir lidt anderledes når eleverne går i 10. - og det er faktisk nemmere for mig at tackle end de dér 1.klasses spørgsmål.
SvarSletDen med raketten er HYLEMORSOM ;-) af børn og fulde folk... :-)
Anne: Det er så skønt dit indlæg om samme emne! Det kan være hårdt, når andre forventer man er voksen, og man bare nogle gange har lyst til at lægge sig ned på gulvet som en 3-årig og kræve omsorg, slik eller sin moar...
SvarSletLisbeth: Jeg underviser også på 9. år nu, og arbejder også fortsat med at udvikle min lærerrolle. Jeg synes, der er mange fælder. Skal man agere som de lærere, man har set undervise i sin egen folkeskoletid, som forældrene forventer det, som man har set sin seje kollega gøre det eller... skal man prøve at føle efter, hvad er føles rigigt for en selv og for eleverne. Jeg hælder til det sidste, men det kræver en del eftertænksomhed.
Lektier er heller ikke min store kæphest. Der skal være en mening med dem. Men når de så er givet, er det i hvert fald også min intention at eleverne skal lave dem. Ikke, at der skal være mange, men de der er, ser jeg også som en slags "opdragelse" i at lave lektier. For på et senere tidspunkt i elevernes skoletid - fx i gymnasiet, bliver der bare mange af dem, og så er det godt at være vant til en smule lektiedisciplin.
Havde selv nemt ved det i min skoletid, og lavede derfor sjældent lektier (det var i hvert fald hurtigt overstået) - og sikke et chok jeg fik, da jeg kom i gymnasiet og ikke kunne klare den på rygraden eller med en hurtig skimmer ned over dagens tekst eller opgave!
De er så skønne de kommentarer, som de små pus kommer med - der er flere under mit punkt "Fra en lærers hverdag" :)