mandag den 31. oktober 2011

Award... gradbøjet en smule

Awards siger man jo ikke nej til. Jeg gør i hvert fald ikke ;). Katrine med bloggen Risse og Co har været så sød at give mig en award.  Tusind tak for den Katrine!
Da det ikke er så forfærdelig længe siden, at jeg fik en anden award, har jeg valgt at fortolke reglerne for awarden lidt...

Men først de oprindelige regler. Nogle af dem, vil jeg nemlig være tro mod.


1. Takke og linke tilbage til den person der har tildelt dig awarden. Selvfølgelig :)
2. Give den videre til 8 andre bloggere, som du har opdaget for nyligt. Jeg tillader mig at henvise til dette indlæg, hvor jeg linker til 8 af de blogs, jeg har opdaget for nylig.
3. Kontakte de bloggere og fortælle dem om deres pris 
4. Fortælle 8 ting om sig selv ... Jeg har fortalt en del ting efterhånden, og jeg tænker, at I nok ikke gider læse om min sindsoprivende spændende tur i fakta her til aften, eller mængden af lakrids mellem mine tæer (bare rolig, den er minimal). Derfor vælger jeg i stedet at vise 8 billeder af ting,som jeg gerne ville lave selv, hvis jeg pludselig fik to ugers ferie nu. De er selvfølgelig fra Pinterest (se evt. linket til min Pinterestprofil i højre sidebar).








Det lugter da også lidt af at fortælle 8 ting om mig selv, ik? 

søndag den 30. oktober 2011

Fordi vi fortjener det

Det er en udfordring at være lærer i disse tider. Besparelserne rammer hårdt.Både hos lærerne og eleverne. På tirsdag er det fyringsdag i kommunen, og det er jo ikke just nogen fest. 
Så jeg syntes, at vi på min skole godt kunne trænge til en lille opmuntring imorgen, dagen før dagen, som nok ikke bliver rar.


Jeg håber, at det hjælper lidt på humøret hos nogle :)

torsdag den 27. oktober 2011

Skypuder, lækre knapper og flyvende hårpynt

Endnu en gang er der kommet fiiine gaver med posten til mig. De søde og dygtige damer Alice og Karoline har nemlig "besvaret" bloglegen Craft it forward med disse herligheder:

Lækre, lækre hjemmelavede knapper fra Alice. De er så fine, så de skal bruges til noget, hvor de virkelig kan ses. Jeg overvejer at lave en halskæde, eller tre (en med hver), til mig selv.

Alice har også lavet denne smukke sommerfuglehårpynt, som allerede har prydet min frisure. Et hit blandt eleverne, kan jeg fortælle.Og hos mig selvfølgelig også.


Karoline havde lavet skønne puder, og jeg var hurtig og valgte den med skyen. Den står nu i min sofa og giver den lidt mere "blærfaktor". Jeg elsker at pynte herhjemme med hjemmelavede ting. Især af den kaliber.

Tusind, tusind tak I to :)

lørdag den 22. oktober 2011

Kunst på udsalg - gør et vildt kup her!

Billedkunstneren Stina Grube Roy, som tilfældigvis også er min søster, sælger nu et af sine superfine malerier til en helt særlig og favorabel pris. Værket er dette, som du ser her:


Hun har det pt. selv hængende i sin stue, men synes, at hun trænger til lidt nyt kunst på væggene, så derfor sælger hun det.
Værket måler 120 cm x 120 cm, og prisen for et tilsvarende maleri af hendes i Galleri LABR og Galleri Brænderigården, hvor hun er tilknyttet som permanent kunster, er 10.400 kr.
Men nu har du, eller en af dine venner (?) muligheden for at erhverve det til en langt billigere pris.

Stina har nemlig valgt at lave en lille auktion over maleriet - og det hjælper jeg hende gerne med her på bloggen.
Da maleriet er temmelig stort, skal det fragtes, og det gør hun gerne, hvis du bor i en radius af 30-40 km af Roskilde. Ellers er der selvfølgelig mulighed for selv at betale fragt.

Auktionen starter på 2000 kr, altså 8400 kr. under galleriprisen.
Er du interesseret, så læg et bud her under denne tråd inden søndag den 6. november kl. 21.00. Hvert bud skal forhøjes med minimum 100 kr. pr. gang.

Byd løs, og få fingrene i ny kunst til dit hjem til en helt usædvanlig billig pris :)

Billig, billig, dejlig skind til dejlig, dejlig nice couple i bazaren

Der var meget billig, billig ragelse, som nordjyden kaldte det, i bazaren i Marmaris. Men det er jo ikke det man går efter. Næ, man går efter et godt kup på noget værdifuldt. Så efter at have prøvet utallige læderjakker i str. XL (det sælger altså ikke, kan jeg godt fortælle), kom jeg på at spørge bazarmanden om han lå inde med skindrester. Det gjorde han ikke, men jeg blev trukket afsted mod hans ven, eller fætter (?), som havde en biks, hvor han havde bunker af skindrester. Nogle af dem kom med mig hjem.


Se lige nogle kæmpestykker - selvfølgelig i den blødeste handskeskindskvalitet :)!!!
Jeg måtte slippe ca. 150 kr. for hele herligheden. Skindfætteren vægrede sig ved det, så jeg bildte mig ind, at jeg gjorde et fantastisk kup (det samme bildte han sig nok også ind). Desværre havde jeg ikke flere kontanter, for så havde jeg nok tømt hans resteskab!

Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvad jeg skal lave af det. Det er næsten for fint og tyndt til smykker. Jeg overvejer små punge med broderi og fint mønstret stof som foer. Har I nogle gode idéer? Luffer måske?
Når jeg får fingre i så fine sager, så har jeg altid svært ved at få det brugt - og det er jo fjollet. Derfor modtages gode idéer med kyshånd, så jeg kan få brudt den dårlige vane...

søndag den 16. oktober 2011

Uspecificeret charterrejse

Kan anbefales! Hvis formålet er absolut afslapning og forventningerne til store kulturelle oplevelser kan gemmes til en anden gang.
Vi ville have varme og afslapning til en billig penge. Det fik vi ved at bruge Startours svenske side www.fritidsresor.se, og ved at satse og tage en uspecificeret rejse (dog med lovning på eget bad og toilet).
Vi fik en uges ferie i Içmeler i Tyrkiet på lækkert hotel tæt ved stranden, i en ferielejlighed i to etager med lille køkken og altan. Rejsen var fra København og kostede ca 3500 danske kroner pr. person (billigt i uge 42) inklusiv transfer. De danske turister her, der har bestilt fra Startours danske hjemmeside har betalt ca 1500 kr. mere for deres rejse, og har fået det samme...
En anden hjemmeside med, om muligt, billigere rejser er www.sistaminuten.se. Her kan man også vælge at rejse fra København.
Bare et lille tip :)


torsdag den 13. oktober 2011

Mon de samme regler gælder

i Tyrkiet?
Fra hotelværelse i Luxor, hvor de selv er ret bevidste om de uskrevne (nu skrevne) turistfælder og regler ;)

Og mon de laver lige så fine håndklædedyr ;)?
Håndklædekunst by Mahmoud. Han blev tippet godt for de gode intentioner!
Jeg tager chancen og smutter en tur til Marmaris imorgen! Jeg glæder mig som en gal til at være charterturist og bare slappe af, nyde varmen og læse gode bøger. Ja, ja, ja, og jubiiiii!!!!

tirsdag den 11. oktober 2011

Næste gang en telefonsælger ringer...

Så vil jeg ikke sidde helt forvirret med telefonen i hånden og kigge på den, mens jeg spekulerer som en gal på, hvad det nu var jeg ville gøre. Nej, jeg vil tage telefonen, sige "Du har ringet til Maria G. Inc.. Du er nu nummer to i køen", hvorefter jeg vil skråle "You´re the devil in disguise!!!!" med min egen lidet skønne sangstemme, blot for at vende tilbage med et "Du er nu nummer ellevtusindsyvhundredeogtretten i køen".

Hvis jeg altså tør...

En bekendt spørger altid avissælgerne, om avisen er god at tørre sig bagi med. (Fniiis). Jeg synes i bund og grund, at man skal behandle telefonsælgerne pænt. Det er jo bare et job, de passer, og jeg har også selv prøvet at sidde som sælger engang. 
Men det kunne nu være sjovt!

søndag den 9. oktober 2011

For den rene er alting rent...

Folk skulle jo nødigt tro, at jeg har den slags hængende. Tak Dymo!


lørdag den 8. oktober 2011

Det var med vilje

En helt bevidst handling var det. Bevæbnet med en pung fyldt med kontanter gik jeg direkte ind i løvens hule- aka Hvalsø Kræmmerhal. Der var ikke det mindste spor af "buyers remorse" at spore hos mig, da jeg gik ud igen. Så skulle det da lige være fordi jeg stadig ikke er helt tilfreds med mine krejler-skills endnu.

 Et styks helt fantastisk farverigt broderi til 15 kr. Jeg tror ikke timelønnen kan svare sig, hvis man selv skulle lave det. Måske skal det blive til en pude, måske til en skøn shopper.

To skønne Wiinblad-platter til 100 kr. i alt.  Jeg har ikke set dem i den firkantede version før, men er helt vild med dem. De har et lidt mere enkelt grafisk udtryk, og jeg er især helt pjattet med den øverste.


En lidt større Wiinblad-platte, så min samling nu består af to stk. - lige nok til at dække fint op til kæresten og mig. Her tror jeg, at jeg, at jeg gjorde et kup. Jeg gav 75 kr. for den, og har set dem hos antikforhandlere på nettet til 250 kr...

 Et enkelt krus til en flad 20´er. Jeg ville egentlig gerne have haft et par stykker mere, men den anden dame, der solgte sådan nogle ville have 100 kr. pr. stk! Selvom jeg ikke er den store krejler, så stod jeg alligevel af ;)
 To små fine træ...dimser? Jeg tænker, at de kan bruges til fingersalt og fingerpeber på bordet.

Sidst men ikke mindst et stooort hæklet tæppe i friske farver. 200 kr. `Amen, altså, de gamle damer tager jo INGENTING for tusind timers arbejde!

Sjovt nok, så er jeg åbenbart bedre til at krejle i Netto end på kræmmermarked... Netto havde nemlig en lækker, lang sort regnfrakke til salg. Den var faktisk næsten pæn, selvom det jo ikke normalt er det regnfrakker praler af. Desværre var den eneste i min størrelse lidt i stykker. Dvs. lynlåsen kunne ikke lynes.  Men så var det, at jeg erindrede noget om, at det vist kunne fikses med en bidetang ved at klemme på skyderen. Derfor spurgte jeg forsigtigt damen i kassen, om jeg fik rabat på jakken, når den var i stykker. Det gjorde jeg- 50 %. Så for to sekunders arbejde med at klemme på skyderen, sparede jeg 150 kr.
Alt i alt har mine vilde indkøb kostet ca. 550 kr. Det er ikke helt skidt, synes jeg :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...