Bli´r man nogensinde gammel nok?

Her til aften har jeg gået en tur på Roskilde Havn med en kop kaffe og søsteren. Turen endte ved Roskilde Domkirke. Et ufatteligt imponerende bygningsværk, der passede til de tanker om det ufattelige, der skulle vendes og fordøjes.



Tidligere i dag læste jeg et meget rørende indlæg fra Biaw omkring hendes mor, som ville være blevet 65 i dag, og som hun stadig savnede. Et indlæg om gode minder, men også sorg. Et indlæg, som jeg endnu ikke har kunnet skrive den helt rigtige kommentar til, da det rørte mig så dybt, og ramte ned i al den frygt, jeg sidder med nu.
Frygten for at miste en forælder, og frygten for den sorg, som jeg skal igennem ligesom Biaw.

Min far har kræft, og det overlever han ikke. Svarene der kom på prøverne i dag, viste at det havde bredt sig. Men de vil give ham kemo igen. Han kan stadig tåle det uden at blive dårlig, hvilket jo er en god ting. Men hvor længe kan han det. Hvor længe kan de holde det nogenlunde i skak. Og kan jeg nå at blive gammel nok til at kunne klare at miste en forælder?
Jeg havde engang en forestilling om, at det blev man nok gammel nok til en dag... Men jeg tror ikke jeg bliver det, uanset hvor gammel jeg bliver!