Det er mit liv. Og det har det været de sidste to år. Ikke kun for mig, men også for resten af min familie. Nogle gange trænger der en smule glæde og endda lykke ind i vakuumet, så det løsner sig, og nogle gange snærer vakuumet, og der bliver så trangt, så man næsten ikke kan holde ud at være der. Heldigvis er der altid kærlighed midt i al kaos. Også her. Kærlighed til min far, som fik konstateret kræft for snart to år siden, kærlighed fra venner og familie, og kærlighed til livet trods alt.
Men der er også uvisheden og usikkerheden omkring hvor lang tid vi får sammen med ham, og hvad den næste melding bliver. Og det er især den, der skaber vakuumet. Et vakuum, hvor man lever, spiser, sover, arbejder, fester, griner, græder og gør alt det som et liv byder på - fordi det er nødvendigt og fordi man ikke kan gøre andet. Men jo længere tid, der går, jo mere snærende bliver vakuumet også. Det bliver utrolig svært at være grundglad, trætheden lægger sig som en tung dyne over en - præcis ligesom frygten for hvornår og hvordan. Bliver det værdigt? Går det stærkt? Kan vi klare det?
Men der kommer også en længsel efter et "normalt" liv. Et liv, hvor glæden når helt ind i hjertet, hvor bekymringen og usikkerheden ikke er daglige følgesvende og et liv, hvor overskud og initiativ fylder mere end det har gjort i lang tid.
Det er selvfølgelig på ingen måde en længsel efter at min far dør, men mere en erkendelse af at efter vinter kommer vår.
Lige nu er vakuumet trangt, fordi min far bliver mere stille, spiser mindre og er begyndt at få smerter, der skal dækkes med morfin. Det tærer, også på lysten til at gøre ting, som normalt giver glæde - som fx at blogge. Jeg ved dog, at det er nødvendigt at holde fast i hverdagen, for det er den der får tiden til at gå - både for langsomt og for hurtigt...
- Posted using BlogPress from my iPhone
*kuldegysninger*!!!
SvarSletMaria jeg kan ikke sige noget, der kan tage din smerte væk. Men jeg kan fortælle dig, at jeg forstår. Jeg forstår helt ind i hjertet, og det vakum er frygteligt! Og det er hårdt at svinge mellem glæde og sorg, positivitet og mistro.
Din far er ved at få flere tegn på, at canceren er i gang. Det gør ondt på ham og på jer.
Jeg sender dig mange tanker, ae på håret og kram!
Hej Maria
SvarSletJeg er meget ked af at høre hvordan det går med din far.
Det er lidt svært at finde ud af hvad man skal sige/skrive.
Men jeg sender mange Knus og kram din vej. Jeg kan nok ikke forestille mig hvor hårdt det vil være, udover at det garanteret er meget hårdt og det er ikke noget jeg ønsker for min værste fjende at skal igennem.
Men du er et stærkt menneske, og det har du sikkert ikke fra fremmede.
Mange hilsner fra
Ditte
mange tanker og kram herfra - du skriver så smukt at man får knuder i maven!!! KH Lisbeth
SvarSletDa min veninde mistede sin mor for to år siden, gik hun også længe med de tanker, som du gør dig nu. Vakuum er nok et meget godt ord til at beskrive den tid, du befinder dig i.
SvarSletJeg sender dig en masse tanker og kram.
Kh Anne
Smukt og klogt skrevet. Jeg håber det bliver et vakuum, hvor smerten er til at holde ud - for jer allesammen.
SvarSletHvor skriver du bare smukt om noget som må være helt ubeskriveligt hårdt. Jeg håber I sammen bedre kan udholde smerten og vakuumet. De varmeste tanker herfra
SvarSletTak for alle jeres søde og forstående kommentarer. De varmer, og det er dejligt, at der også her på bloggen er plads til at puste lidt ud og lufte alle de tanker, der fylder. Tak :)
SvarSletKh. Maria
Kære Maria
SvarSletFørst og fremmest vil jeg sige, at det gør mig frygtelig ondt for dig, din far og hele jeres familie. Det vacuum af uvishedhed, ventetid, bekymring må være frygtelig.
Jeg har selv lige siddet ved min kærestes lillebror (og min lillesøsters kæreste) igennem flere uger på intensivafdelingen på Rigshospitalet for nylig.
Har siddet med uvisheden om livet eller døden ville sejre, glædet mig over de små fremskridt, grædt over tilbagegange, frygtet og håbet for fremtiden på en og samme gang.
For halvanden måned siden kom der endnu en stjerne på himlen - en stjerne, som burde have været et solstrejf i livet længe endnu.... men sådan blev det ikke. Døden gør ondt og uvisheden om hvornår den kommer er ulidelig. Men jeg tror, at det er vigtigt at se solstrejfene i en mørk tid og holde godt fast i dem. Sørge for at livet leves fuldt ud, at tanker bliver til ord, der skal siges - at kærtegn bliver givet til dem vi holder af -for en dag er det med sikkerhed for sent.
Jeg har idag en stjerne på himlen, tænder et lys i mørket så han ser vores tanker, græder i sorgen, glædes over alle de gode minder og smiler til livet.
Et godt råd til dig fra mig... fyld al den energi på dig selv som du overhovedet kan, gør de ting som du normalt bliver glad af, spis og sov. Ved at det er umådelig svært, men jeg ved også, at både du og ikke mindst din far har brug for al den energi du kan mobilisere.
Hvor mærkeligt den end lyder - ja så kan døden være meget fredfyldt og begravelsen smuk.... det overraskede mig meget.
Varme tanker fra Mamma-krea
Kære Mamma-krea
SvarSletTak for din kommentar. Jeg tænker meget over netop det, som du så fint beskriver - for det er nemlig vigtigt også at holde fast i alt det gode.
Det gør mig ondt at høre om dit tab. Selvom døden aldrig er retfærdig, så synes det endnu mere uretfærdigt, når det er unge mennesker, den rammer.
Jeg kan trods alt glædes over at have oplevet hele min barndom og det meste af min ungdom sammen med min far, så jeg ved, at han er sikker på, at jeg er kommet godt i vej - og han har været med til en masse vigtige begivenheder i mit liv. Det sætter jeg pris på.
Kh. Maria
Så vakkert og ærlig du skriver. Sannheten om ha det vondt og å leve i uvisse. Vil bare si at jeg tenker på deg og dine. Sender varme solstråler fylt med gode klemmer. Ta godt vare på deg selv. Superklem
SvarSletHej Line Katrin
SvarSletTusind tak for din hilsen. Det varmer. Det er alt for længe siden, at jeg har været omkring din blog og se dine fine illustrationer. Dem bliver jeg altid så glad af :)
Stort knus
Maria