En vanesag

Normalt har jeg nogenlunde status af hhv. Gud, oraklet i Delphi og de største af fashionikonerne, når jeg træder ind i 1. klasse om morgenen, uden at have gjort andet for det end blot at være deres klasselærer og den der trøster, puster, lytter, nusser, løser konflikter, skaber rammer for eleverne - kort sagt, er et af deres daglige holdepunkter. Det lønner sig i form af en ubetinget tillid og beundren, hvilket jo er herligt. I dag var det dog en anden sag...

I morges blev jeg igen mødt af en af pigerne med et "Mariiiiiaaaa!", og jeg gjorde næsten allerede klar til at åbne armene og modtage det obligatoriske kram.
Men nej. Hun stillede sig derimod op og kiggede undrende på mig, hvorefter hun udbrød: "Du ligner jo noget, der er løgn!".

A' hva' for noget...?
Jeg måtte først grine, og derefter høre, hvad årsagen dertil kunne være.
Svaret var: "De bukser har du aldrig haft på før!!"

Det var samme sæt tøj, som på billedet, som jeg havde på, og det var åbenbart for meget for en af mine små tryghedsnarkomaner, der rigtigt nok ikke havde set mig i det sæt før :)

Lige der kom jeg til at mindes, at min mor engang, da min søster og jeg var omkring 7 år, havde tilladt sig at få permanentet håret (ja, vi voksede vel op i 80'erne). Det faldt absolut heller ikke i god jord, for hun lignede jo ikke sig selv. Så vi gjorde alt for at overbevise hende om, at hun IKKE skulle møde op på skolen og aflevere de pølsehorn, som vi skulle have med til en klassefest samme aften.
Stakkels vores mor...

Jeg må nok også finde mit normale tøj frem igen imorgen ;)