lørdag den 22. oktober 2011
Billig, billig, dejlig skind til dejlig, dejlig nice couple i bazaren
Se lige nogle kæmpestykker - selvfølgelig i den blødeste handskeskindskvalitet :)!!!
Jeg måtte slippe ca. 150 kr. for hele herligheden. Skindfætteren vægrede sig ved det, så jeg bildte mig ind, at jeg gjorde et fantastisk kup (det samme bildte han sig nok også ind). Desværre havde jeg ikke flere kontanter, for så havde jeg nok tømt hans resteskab!
Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvad jeg skal lave af det. Det er næsten for fint og tyndt til smykker. Jeg overvejer små punge med broderi og fint mønstret stof som foer. Har I nogle gode idéer? Luffer måske?
Når jeg får fingre i så fine sager, så har jeg altid svært ved at få det brugt - og det er jo fjollet. Derfor modtages gode idéer med kyshånd, så jeg kan få brudt den dårlige vane...
søndag den 16. oktober 2011
Uspecificeret charterrejse
Kan anbefales! Hvis formålet er absolut afslapning og forventningerne til store kulturelle oplevelser kan gemmes til en anden gang.
Vi ville have varme og afslapning til en billig penge. Det fik vi ved at bruge Startours svenske side www.fritidsresor.se, og ved at satse og tage en uspecificeret rejse (dog med lovning på eget bad og toilet).
Vi fik en uges ferie i Içmeler i Tyrkiet på lækkert hotel tæt ved stranden, i en ferielejlighed i to etager med lille køkken og altan. Rejsen var fra København og kostede ca 3500 danske kroner pr. person (billigt i uge 42) inklusiv transfer. De danske turister her, der har bestilt fra Startours danske hjemmeside har betalt ca 1500 kr. mere for deres rejse, og har fået det samme...
En anden hjemmeside med, om muligt, billigere rejser er www.sistaminuten.se. Her kan man også vælge at rejse fra København.
Bare et lille tip :)
torsdag den 13. oktober 2011
Mon de samme regler gælder
| Fra hotelværelse i Luxor, hvor de selv er ret bevidste om de uskrevne (nu skrevne) turistfælder og regler ;) |
Og mon de laver lige så fine håndklædedyr ;)?
| Håndklædekunst by Mahmoud. Han blev tippet godt for de gode intentioner! |
tirsdag den 11. oktober 2011
Næste gang en telefonsælger ringer...
søndag den 9. oktober 2011
For den rene er alting rent...
Folk skulle jo nødigt tro, at jeg har den slags hængende. Tak Dymo!
lørdag den 8. oktober 2011
Det var med vilje
Et styks helt fantastisk farverigt broderi til 15 kr. Jeg tror ikke timelønnen kan svare sig, hvis man selv skulle lave det. Måske skal det blive til en pude, måske til en skøn shopper.
To skønne Wiinblad-platter til 100 kr. i alt. Jeg har ikke set dem i den firkantede version før, men er helt vild med dem. De har et lidt mere enkelt grafisk udtryk, og jeg er især helt pjattet med den øverste.
En lidt større Wiinblad-platte, så min samling nu består af to stk. - lige nok til at dække fint op til kæresten og mig. Her tror jeg, at jeg, at jeg gjorde et kup. Jeg gav 75 kr. for den, og har set dem hos antikforhandlere på nettet til 250 kr...
Et enkelt krus til en flad 20´er. Jeg ville egentlig gerne have haft et par stykker mere, men den anden dame, der solgte sådan nogle ville have 100 kr. pr. stk! Selvom jeg ikke er den store krejler, så stod jeg alligevel af ;)
To små fine træ...dimser? Jeg tænker, at de kan bruges til fingersalt og fingerpeber på bordet.
Sidst men ikke mindst et stooort hæklet tæppe i friske farver. 200 kr. `Amen, altså, de gamle damer tager jo INGENTING for tusind timers arbejde!
Sjovt nok, så er jeg åbenbart bedre til at krejle i Netto end på kræmmermarked... Netto havde nemlig en lækker, lang sort regnfrakke til salg. Den var faktisk næsten pæn, selvom det jo ikke normalt er det regnfrakker praler af. Desværre var den eneste i min størrelse lidt i stykker. Dvs. lynlåsen kunne ikke lynes. Men så var det, at jeg erindrede noget om, at det vist kunne fikses med en bidetang ved at klemme på skyderen. Derfor spurgte jeg forsigtigt damen i kassen, om jeg fik rabat på jakken, når den var i stykker. Det gjorde jeg- 50 %. Så for to sekunders arbejde med at klemme på skyderen, sparede jeg 150 kr.
Alt i alt har mine vilde indkøb kostet ca. 550 kr. Det er ikke helt skidt, synes jeg :)
fredag den 7. oktober 2011
Gaver og glimmerbegejstring
Ihh, nu kommer der gaver til mig - igen. Dette superfine armbånd fra Kira med bloggen Regnbuens Mekka er den anden gave, jeg har modtaget i Craft it forward-legen. Tusind tak Kira - det er skønt, og jeg glæder mig til at have det på :)
Ikke nok med, at jeg har fået en gave i dag, så er det også weekend. Og guderne skal vide, at den er tiltrængt (!). Det er benhårdt arbejde at komme tilbage på arbejde efter min fars død. Hold nu fast, der er meget, der skal samles op på. Elever der lige skal finde ud af at "mor-Maria" er tilbage og sætter retningen, og mine tre nye tjanser som designlærer, sprogvejleder og teamkoordinator, der skal løbes igang og samles op på. Det er dejligt at være igang, men jeg hylder også middagsluren som en anden gud lige pt.
Her til aften er jeg derfor taget hjem til min mor for bare at slappe af. Der er nemlig ikke noget bedre end ens egen mor, når man er lidt brugt :). Ovenikøbet har hun to søde katte, som med deres spinderi danner det perfekte akkompagnement til mine højlydte gab ;)
Midt i al det andet arbejde, har jeg dog nået at få hæklet dette lille tørklæde færdigt. Det skulle egentlig have været til mig selv, men da min ene niece så, hvad jeg var igang med- og at det inkluderede masser af glimmergarn, ja så kunne jeg godt se, at det nok ikke blev til mig. Hvem kan stå for en 6-årigs store brune øjne, der er fulde af glimmerbegejstring? Ikke mig :)
onsdag den 5. oktober 2011
Så er det snart jul...
mandag den 3. oktober 2011
Design til boligen til halv pris- har I set Downtowns tilbud i dag?
Downtown har i dag værdibeviser på 400 kr. til HipVilla til salg for kun 200 kr. pr. stk. Haps!
lørdag den 1. oktober 2011
Hurtigt hæklet hårdims
Opskriften jeg har brugt, kommer her:
Hækl 3 luftmasker og hækl dem sammen til en ring med 1 kædemaske i 1. luftmaske
1. omgang: 8 fastmasker om ringen.
2. omgang: 1 fastmaske i 1. fastmaske, 2 fastmasker i næste fastmaske. Gentag dette omgangen rundt. Der er nu 12 masker
3. omgang: 12 fastmasker. Træk tråden fra start ind i kuglen, og hæft.
4. omgang: 1 fastmaske i 1. fastmaske, spring over næste maske. Gentag omgangen rundt. Der er nu 8 masker. Fyld pladevat i kuglen.
5. omgang: 1 fastmaske i hver anden fastmaske.
Træk tråden igennem masken og hæft enden.
Sæt "knappen" på en hårnål - voila :)!



