Jo, der findes faktisk flere tilfælde af det i verdenshistorien. Det må jeg erkende. Det er også sket for folk, jeg kender. Så sent som i dag har jeg været i selskab med op til flere af slagsens. Af den slags,som har overlevet det at få børn.
Jeg har siddet længe og betragtet dem. For ligesom at se,om skrækken stadig kunne anes i ansigtet på dem. Skrækken over hvor forfærdeligt ondt det må gøre at føde et barn. Jeg har måske set lidt for mange afsnit af de unge mødre, hvor de føder, og det er måske derfor, at jeg forestiller mig, at man aldrig nogensinde kommer sig over det.
Jeg har også siddet og kigget grundigt efter i deres øjne, for ligesom at se, hvor grundtrætte de så ud, og om jeg kunne ane en eller anden form for tristhed over, at deres liv nu var slut.
Det kunne jeg ikke! De så helt og aldeles ikke-skrækslagne ud. De havde ikke større poser under øjnene end mig, og de så slet ikke triste ud. Tværtimod. De så meget rolige, tilfredse og glade ud. Især, når de sad og kiggede på deres børn. Så måske er det slet ikke så slemt det der "at få børn"?
Jeg har ellers spekuleret meget over, hvordan folk sådan kunne være helt vilde for at få børn. Det gør ondt, man får ikke sin nattesøvn, et godt glas rødvin er no-go i laaaang tid, de kan ingenting indtil de er mindst et år (jo, jo, jeg ved godt det ikke passer ;) ), o.s.v., o.s.v.
Jeg gad virkelig bare godt være en af dem, der er så vilde efter at få et barn, så de slet ikke ser manglende nattesøvn, total afhængighed, afkald på sit arbejde i laaaang tid (også kaldet barsel) og alt det andet der hører med til at få børn, som noget problem. Eller sagt med andre ord, de kan virkelig høre og mærke deres biologiske ur tikke, så de ser ikke alle de ovennævnte ting som et afkald.
Der er nogle mennesker, der bare eeeeelsker spædbørn, og får roterende æggestokke, så snart de er i nærheden. Jeg kan sagtens klare mig med bare at nusse bebsen lidt på kinden og sige nåååååh (for det gør man jo, ik?).
Til gengæld, så er jeg helt solgt over børn, der lige har lært at gå og snakke. Så har de ligesom nået en alder, hvor der er noget ved det.Problemet er bare, at børn sjældent leveres i den alder. Og hvem skulle så have haft dem indtil da? Nogen andre? Nej, man vil jo egentlig også gerne selv producere sit barn, hvis man kan.
Heldigvis har jeg igen i dag set og oplevet, at det altså er sket, at folk har overlevet at få børn, uden at deres liv er gået helt i stå. Og de bliver jo hurtigt store og gående og snakkende og sjove, kan jeg se.
Det er måske slet ikke så slemt endda...
Tik -tik ;)