Jeg fik spenderet en god portion timer på min mors (og min fars) loft i vinterferien. Det var ikke kun et ryddeligt loft, vi fik ud af det, men også en walk down memory lane.
Blandt andet dukkede min fars gamle skrivebord op. Det blev en af de ting, som vi ikke smed ud. For prøv lige at kigge på det; Kunne det ikke blive fint, hvis kanter og sidebeklædning blev malet sort, skuffefronterne blev malet hvide, og grebene sorte?
Jeg synes det kunne være lidt fint og hyggeligt at beholde bare en af de ting, som min far har brugt meget, bare i en opdateret version.
Udover skrivebordet, fandt jeg så også enorme bunker ragelse. Jeg har flyttet en del gange efterhånden, og hver gang er resterne af flyttekasserne endt på mine forældres loft. Det måtte jeg så betale for ved oprydningen i ferien. For hold da op!
Der var små sedler og opgaver helt tilbage fra gymnasietiden.
Jeg morede mig gevaldigt undervejs. Især, da jeg fandt en 1.g´s-opgave i dansk, hvor min dansklærer i temmelig upædagogiske vendinger gav sin mening om, hvilket stykke arbejde, jeg der havde udført. Responsen havde han afsluttet med kommentaren om, at jeg vist totalt manglede faglig selvindsigt - og så et 6-tal med hele to pile nedad!
Sidenhen er jeg blevet lærer med linjefag i dansk - med et 12-tal .Og måske er jeg også blevet en smule mindre fnisende, seddelskrivende og teenagedoven ;)