En chance til - craft it forward :)

Så er jeg her igen. Der er nemlig stadig mulighed for at vinde en gave i bloglegen Craft it forward hos mig.
Se mere lige her :) Skynd dig at være den første, der skriver en kommentar, så kan du vælge mellem serigrafibilledet med bilen, eller et par ugleøreringe :)

At kunne og ville

I kender nok de der interviews i damebladene, hvor folk svarer på, hvem der er deres største forbillede. De fleste kvinder svarer "min mor".  Sådan er det også her, men jeg har også et andet kreativt og kunstnerisk forbillede. Det bliver i familien. Nemlig min tvillingesøster.
For hun kan og hun vil. Hun har ikke altid kunnet. Altså det der med at male. Faktisk var hendes højeste mål, da hun havde billedkunst på seminariet, at bestå.
Men så greb stædigheden hende. Og det er især det, som jeg beundrer. I to år kæmpede hun alt, hvad hun kunne, og afprøvede utallige teknikker, tog kurser og søgte inspiration. Det lønnede sig med et flot 12-tal. Helt vildt, hvis I spørger mig.

Derfra og til den deltidskarriere, som hun har som billedkunstner nu, er der alligevel et stykke vej. Og det er her, at et af hendes favoritcitater kommer ind i billedet:

"What helps luck is a habit of watching for

opportunities, of having a patient, but restless mind, of sacrificing 


one's ease or vanity, of uniting a love of detail to foresight, and of 


passing through hard times bravely and cheerfully."




Det er lige netop det, som hun har gjort. En god kombination af held, stædighed og arbejdsomhed- og at gribe mulighederne, også selvom det til tider var hårdt.


For halvandet år siden, ville hun gerne have sine billeder lidt ud at hænge. Så hun kontaktede spillestedet "Gimle" i Roskilde. De ville gerne have dem op at hænge,så det kom de.
Omtrent samtidig så vores far, at et lokalt galleri søgte kunstnere til pinseudstillingen. Så hun kontaktede også dette galleri.
Og det er så her, at heldet, om man vil, kommer ind i billedet.
På Gimle kom en lokal ven af et andet galleri, Galleri LABR, forbi. Han syntes det var fint, det hun lavede, så han anbefalede hende til galleriet, hvor hun blev tilknyttet som fast kunstner.
På den anden udstilling kom galleriejerens far forbi. Han var lidt af en kunstkanon, så da Galleri Brænderigården i Horsens (eftersigende et temmelig prominent sted) pludselig manglede en kunstner, så anbefalede han dem min søster. Her kom hun så også op at hænge, sammen med Jorn og de andre banditter.
Det betød, at hun på en måned malede noget der lignede 20-30 malerier, samtidig med at hun havde fuldtidsjob som lærer og en syg far ved siden af. Altså de hårde tider...


Og derfra har bolden og heldet altså rullet, sammen med arbejdsomheden. Hvad der startede med stædighed på seminariet har nu også ført til, at hun bidrager til en kommende danskportal på nettet til udskolingens elever og lige nu også udstiller på den kreative kunststafet "Nattehave" på kvægloftet på Restaurant Il Dona i Magstræde sammen med 7 andre kunstnere. Begge steder efter at være blevet opsøgt af "bagmændene"- altså "heldet".


Senest sad hun og fiflede med virtuel boligindretning, for at kunne præsentere sin kunst på en anden måde.  Hun brugte en hel nat, og valgte derefter at poste resultatet på Boliglivs hjemmeside. Her blev hun kontaktet af kvinden bag programmet hun havde brugt: www.lovemyhome.net, og nu har hun så fået optegnet fem af sine værker i 3D, som en "Pioneer case" derinde. 


Så derfor er hun mit forbillede. Jeg ville gerne have evnen til på samme måde hele tiden at være ihærdig, arbejdsom, opsøgende -og heldig :). 


Er I nysgerrige for at se det seneste nye boligindretningsprojekt, så kan I se mere her.


Hun kunne ikke, men hun ville.Så nu både kan hun - og vil :). Og det er da god inspiration for kreative sjæle, der gerne vil ud over kanten...

Craft it forward - én gang til :)

Igår skrev jeg om Craft it forward-legen, som jeg deltager i. Men jeg mangler én at sende en gave videre til. Derfor har jeg udvidet valgmulighederne en smule for den sidste potentielle deltager. Det handler jo om udbud og efterspørgsel. Og der var ikke efterspørgsel på den ene collage, så nu er der altså både muligheden for at vælge mellem den og de her ugleøreringe for den sidste deltager:

Det eneste der kræves for at få sådan et par, eller collagen... ;) - er, at du følger reglerne, som står beskrevet i forrige indlæg, samt sender mig din adresse på maria_grube@hotmail.com - og selvfølgelig, at du er den første, der kommenterer på gårsdagens indlæg :)

Craft it forward

Bloglegen Craft it forward nåede også til mig i dag. Dvs. jeg modtog den gave, jeg havde vundet hos Bettina med bloggen HEEBAZ. Det var en af dissse skønne kæder:

Tusind tak Bettina.Jeg er rigtig glad for den, og overvejer allerede hvilket tøj, jeg skal have på imorgen,som kan passe til kæden :)

Men legen er ikke slut her. Den skal nemlig sendes videre, så her er reglerne:

• Jeg sender en gave, jeg selv har lavet, til de første 4, der melder sig til legen på dette indlæg.
• Jeg sender en gave tilbage til den, jeg selv deltog hos. I mit tilfælde Bettina.
• Når I, der deltager, har modtaget gaven, skal I lave et indlæg på jeres blog med et billede af den, samt linke til afsenderen. I dette tilfælde mig :o)
• I skal så selv sende legen videre med de samme regler. Det eneste krav til gaven er, at det skal være noget, I selv har lavet.

 
Jeg har de seneste par måneder eksperimenteret lidt med nye medier udover stof og skind, hvilket I bl.a. kan læse om her og her. Derfor har jeg bestemt mig for, at de gaver, som jeg sender videre er disse. Der er både collager og serigrafibilleder. Bettinas gave viser jeg ikke her. Det skal være en overraskelse ;)
Billederne måler 20x20cm og kan evt. sættes i en svæveramme, hvis man ønsker det.

Har du lyst til at lege med, så skal du blot være en af de fire første, der lægger en kommentar til indlægget her, samt sende mig en mail (maria_grube@hotmail.com) med din adresse. Så er der et billede på vej med posten til dig :)

PS! Skriv gerne, hvilket billede, du kunne tænke dig.

Update: Den sidste deltager kan nu også vælge mellem disse ugleøreringe:

Nana, åh Nana...

Kan I huske Nana? Altså hende Nana, der havde en arbejdsløs far, og en mor, der vist nok var lægesekretær.

Nana. Nana.

Har du hørt om Nana

Klær' sig ud som damer

hun har set i tøjreklamer

Nana. Na-na-na-Nana

Ingen er som Nana

Hun er noget særligt

Helt sig selv og dødsensærlig

Sir' nogen ting der er helt forfærd'lig

Det havde de fleste elever i min 2. klasse overraskende nok. Jeg har deres forældre mistænkt for at elske Nana ligeså meget, som jeg gør,for det er vist ikke noget, der er på tapetet i børnetimen længere.

Og det er jo en skam, hvis man spørger mig.

Så da 2. klasse i dag skulle indkassere første del af deres belønning for at have læste rigtig meget i sommerferien (ja, det går vel an med lidt bolsjepædagogik i den gode sags tjeneste...), havde jeg valgt, at belønningen skulle være at se "Nana".

Eleverne var selvsagt begejstrede for at skulle se"film" i skoletiden, så de sad glade og forventningsfulde, da jeg rullede tv-apparatet, der nok er ligeså gammelt som serien, ind i klassen.

De syntes vist også, at det var rigtig hyggeligt, og forholdsvis sjovt. Men jeg kunne godt mærke på dem, at de er vant til børne-tv med lidt mere action.

Det var sjovt at gense "Nana" fra deres perspektiv. Der er laaaange pauser mellem replikkerne, ingen falden-på-halen-komik, dæmpede stemmer og en masse tomme pladser, hvor der skal "læses mellem og bag linjerne" -fx i scenen, hvor Nanas far kommer ind midt i timen på Nanas første skoledag, og Nana med et underfundigt smil ryster på hovedet, og benægter et hvert kendskab til at det skulle være hendes far... der er så pinlig!

Kender I ikke "Nana", eller har I sidst set den, da I selv var børn/jeres børn var børn, så kan det virkelig anbefales at købe den på dvd. Det er lige før, at det er bedre underholdning for voksne, end for børn :)

Burn motherf....., burn!

Ja, sådan får jeg det altså, når jeg ser sådan et bæst her.Can´t help it, selvom jeg normalt er rimelig fredelig. Heldigvis, så var den død.... Troede jeg. For mens jeg listede af for at vise kæresten, hvad jeg havde hylet en lille smule op om, så var den genopstået. Nu gør jeg det jo lidt i genopstandelseshistorier for tiden, men denne her var slet ikke så positiv.
Hvad bilder den sig ind, at spille død, for derefter at liste af. Er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at vide, at den findes i MIN stue, men ikke HVOR. Yidrk!

Heldigvis fik jeg lokket kæresten på jagt, og bæstet blev fundet - og dræbt! Sådan. Så ved den til en anden gang, at det ikke kan betale sig at gemme sig!

Ps! Da den blev fundet igen, havde den for alvor foldet sig ud, så benene var pludselig endnu længere, og den så endnu mere frygtindgydende ud. Ja, ja, grin bare, men man har jo hørt historier om edderkopper, der... øhh... måske fik tinitus af pigeskrig??

Pif, paf, puf! Væk med den beskidte... puf!

Der stod en gammel puf på mine forældres loft for nogle år siden. Den var af læder, og temmelig skøn, syntes jeg. Især hvis den ikke havde været i stykker. 

Jeg tog den med hjem, og gav den et nyt betræk. Men efterhånden som farvepaletten i min stue blev udvidet, så blev puffen måske også en anelse cirkusagtig i al dens spraglethed.

Derfor gik jeg i dag igang med dette projekt:

Inspireret af de klassiske marokkopuder...

Så nu får I lige hele puffens historie. Den er spændende, kan I tro ;) Eller også synes jeg egentlig bare rigtig godt om "før" og "efter"-billeder...

 Den kunne være blevet fin med lidt narvsværte og en tur til en møbelpolstrer, men jeg tog den nemme løsning:

 - Patchworkstof fra IKEA.

I dag tog jeg så den mindre nemme løsning- selvgjort patchwork.

Bemærk lige, hvordan den petroleumsblå farve passer til lampen :)

Men Prinsessen på ærten må ikke sætte sig på den, for der sidder en rigtig pæn, men lidt upraktisk knap midt i ;)

Award - så er det tid til at opdage nye blogs :)

Jeg har modtaget en award fra bloggen diy-se-her-hvordan. Det er jo altid dejligt at modtage en award, og jeg synes især det er dejligt, når det er en award, der kræver, at man ser sig lidt omkring og finder nye blogs. Tusind tak : ). Med sådan en award følger der nogle regler:

1: Takke og linke tilbage til den person, der tildelte mig awarden.
Tjek!

2: Give den videre til 8 andre bloggere, som jeg har opdaget for nylig. Awardgiveren havde valgt at surfe lidt rundt, så det eksempel har jeg fulgt. Tidskrævende, men dejligt!

De 8 jeg er faldet over er:

1. Superheltemors bekendelser
2: SANSELIGT
3:Herligheder
4:Differentia
5: Rådne Radisser
6:Duddelutte
7:Rebecca
8:NamNam

3: Kontakte de 8 bloggere og fortælle dem om deres pris.
- Det sker snarest.

4: Fortælle 8 ting om mig selv.

1: Dansklæreren i mig rører på sig, når der i awardteksterne står "8" og ikke otte, da tal under 10 skrives med almindelige bogstaver. Jeg har alligevel valgt at bruge selve tallet for overskuelighedens skyld i denne kontekst.

2: Jeg elsker at sove til middag. Måske har jeg egentlig fortalt det før...? Og en god middagslur bliver bedst afsluttet med en skumbanan.Ja, lidt spøjst, men det er altså ofte det, jeg har lyst til, når jeg vågner (heldigvis for mit omfang, findes de sjældent herhjemme;) ).

3: Mit humør er direkte påvirkeligt af blæsevejr. Selvom jeg befinder mig indenfor, kan jeg straks mærke på humøret, om det blæser. Så en tur til Skagen er ikke nødvendigvis lykken for mig.

4: Mine tirsdage er oftest helliget DUM-klub med veninderne, hvor vi spiser god mad og ser De Unge Mødre og Singleliv. En veninde, der er flyttet til Århus, indførte konceptet for et par år siden, da hun var på udveksling i København. Sjovt nok har det vist sig, at det kan lykkes at samle otte veninder næsten hver tirsdag, når bare der er god mad og dårligt fjernsyn :)

5: Jeg har lige købt en bog om Raw food for at udvide mine horisonter lidt (ikke at forveksle med at blive fanatisk). Indtil videre har det været... spændende... Jeg undrer mig i hvert fald gevaldigt over, hvordan man skulle kunne blive helt slank af at spise rawfood, når der er et par deciliter olie i hver ret. Nogen, der tør gøre forsøget helt ud??

6: Jeg har også lige købt noget andet. Nemlig en rejse til Marmaris i Tyrkiet. Ren selvforkælelse oven på alt det med min far. Er der nogle derude, der har erfaringer med dette rejsemål, så hører jeg meget gerne om dem :)

7: Et af mine største idoler er min tandlæge. En lidt ældre dame, der bare kan ALT. Hun har adskillige uddannelser, har udviklet patenterede ting, har sejlerbevis (hedder det det?), har jagttegn, som hun bruger til bl.a. at skyde alligatorer og andre store dyr med, og så er hun altid oprigtig interesseret og lyttende. Et overskudsmenneske af rang!

8: Jeg elsker dyr, hvilket er en af de største grunde til, at jeg gerne vil have et hus. Så kan jeg nemlig få en hund og en kat og....

Til sidst vil jeg lige opfordre til at kigge indenom hos de otte (!) bloggere. Der er lidt af hvert, som er spændende, inspirerende og sjovt :)

Det´ for børn!

Der er mange måder at fange sine elevers opmærksomhed på. Et af de bedre trick, jeg kender, som giver meget intenst stirrende øjne hos eleverne og billige point på kontoen til mig, er at putte noget lidt sjovt i ørerne.

 De her robot/skelet-øreringe fra Glitter er et sikkert hit hver gang. Pigerne elsker hjertet på maven og stenene i øjnene, og drengene falder for robotfaktoren.

Men de små ugler er heller ikke at kimse ad. De har en god appel til såvel indskolingselever, som udskolingselever.

Og "matematiklærerøreringene" kan også sagtens fastholde de små i en samtale med mig i laaaang tid (de er et hit at have på til evalueringsdagene inden skole-hjem-samtalerne).

Sådan en mandag morgen som i dag var oplagt til at putte lidt humør i ørerne i form af et par robotøreringe. Det virkede præcis efter hensigten :) Eller måske var jeg en smule savnet efter næsten 3 ugers fravær. Èn af pigerne ville i hvert fald meget gerne vide, hvornår de skulle have mig en HEL dag, for det elskede hun. Jeg smeltede, og elskede dem lige lidt mere, de små pus :)

Kærligheden hører aldrig op

Noget af det fineste tekst, jeg kender fra biblen, er Kærlighedens højsang. For selvom jeg ikke vil betegne mig selv som kristen, så er der så meget sandhed i den tekst:

Kærligheden er tålmodig.Kærligheden er mild,den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt,søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.


Den beskriver så fint kærligheden- til ens elskede af alle slags. Og den beskriver den kærlighed, der har været i hele forløbet med min fars sygdom. At tåle alt, tro alt, håbe alt, udholde alt.

Igår blev min far begravet. Det var så fint og rigtigt det hele. Sangvalget var lyst og let og indgød håb. Præsten  holdt en utrolig fin tale med overskriften "Så vælg da livet", hvilket er det, vores far gjorde hele vejen igennem, og hvilket er det, vi skal gøre nu. Og så var hun ikke uden humor... Hun sluttede nemlig af med at læse genopstandelsesevangeliet,som en elegant diskret henvisning til vores fars "genopstandelse". Der fik hun altså lige en stjerne i min bog!

Begravelseskaffen bestod af smørrebrød og øl - og så blev der selvfølgelig sunget "Når jeg ser et rødt flag smælde" og "Septembers himmel er så blå". Netop igår var himlen blå og fuld af håb. Derfor er dette også det sidste indlæg om min far for nu, for nok er bloggen god til at dokumentere og dele, men den skal heller ikke være en mindeplads, men mit kreative frirum, hvor der indimellem også er plads til denne slags indlæg.

Jeg er klar

Tøjet og tilbehøret er købt. Tilbehøret har den rigtige røde farve, og tøjet har den korrekte sorte. I aften skal alt det røde på, i håbet om en ny regering. Imorgen bliver det sat sammen med det sorte tøj. For selvom det bliver en trist dag, skal min far vide, at han har givet nogle vigtige værdier videre til mig, og at der nok skal blive lys, glæde og farve i mit liv igen.

Kreativ polterabend - endelig ku´ jeg dele det :)

Det har været hemmeligt i SÅ lang tid. Og jeg har sådan haft lyst til at dele det her på bloggen. Nu er det muligt, for arrangementet som det hele har været tiltænkt, er løbet af stabelen. 

Nogle kan måske huske, at søsteren og jeg har fiflet en hel del med serigrafirammer. Faktisk var det lidt flere, end jeg lige kunne afsløre her på bloggen. I løbet af en måneds tid lavede vi nemlig 60 styk med hver deres motiv. Oh ja, det tog sin tid, men resultatet var det hele værd!
Vi forberedte nemlig polterabend for vores søde veninde Louise, som blev gift den 20. august.

Vi ville rigtig gerne have et kreativt indslag til polterabenden, men sådan noget koster, og vi havde lovet Louise, at en eventuel polterabend skulle være tilgængelig prismæssigt for alle. Så efter lidt brainstorm, havde vi idéen og gik selv igang med at forberede en kreativ serigrafiworkshop.

Konceptet var, at vi stillede Stinas (søsteren) "atelier"(dvs. 70 kvm tilbygning til hendes hus) til rådighed, samt de 60 rammer med motiver, maling, rakler og hvad der ellers skulle bruges.

Vi stod for instruktionen i brug af materialerne, og hver deltager fik mulighed for at producere to billeder hver. Ét til at give til den kommende brud (de kan så eventuelt samles i et stort billede) og ét til selv at beholde.
Undervejs sørgede vi for at afvaske rammer og give gode råd om farver og komposition.

Og I kan tro, at det var sjovt.Der blev taget imod arrangementet med stor, stor begejstring og entusiasme. Faktisk så meget, at vi da der var gået henved tre timer, nærmest måtte hive folk fra arbejdsbordene, da det var ved at være tid til noget aftensmad

Mange af deltagerne spurgte, om vi eventuelt ville holde sådan et arrangement igen privat for dem. Det overvejer vi bestemt.

Nu ligger vi i hvert fald inde med 60 rammer og fornemmelsen af et koncept, der virker.

Derfor har vi besluttet os for på et tidspunkt at udbyde som polterabendsarrangement/workshop for andre interesserede. Indtil da har vi lavet en lille hjemmeside med lidt information.  Den tager vi for alvor fat på at få gjort færdig, når vi begge har samlet lidt energi igen.

Men skulle man være nysgerrig, kan man se det foreløbige resultat her

Den sidste Tuborg

Blev ikke drukket i dag. Nej, den blev sendt afsted til et sted, hvor den forhåbentlig gør gavn. Jeg satser på, at forhandlingerne mellem Gud og Fanden faldt ud til min fars fordel, da han i nat trak vejret en sidste gang.

Det var i hvert fald så stille og roligt, som nogen kunne have ønsket sig. Han plejede altid pludselig at liste af, når vi var nogen steder, uden at nogen bemærkede det. Det samme gjorde han i nat. Alle de tegn, som vi havde fået at vide, at vi skulle være opmærksomme på - de var der ikke. I stedet trak han vejret helt stille.. og pludselig holdt han op. Ingen dramatik, bare fred.

Så i dag har vi sagt farvel til ham, iklædt smoking og træsko. Man er vel både bonderøv og verdensmand på én gang... :)

Min far fik en grøn Tuborg og en pakke smøger med i kisten. Sammen med lidt chilier fra sit drivhus. Hans højskolesangbog (fra da han var 15 år), som han så smukt havde dekoreret med ordet RØV på første side, glemte vi at putte i kisten, men jeg synes egentlig også den er god at have til at mindes ham og hans bramfri væsen.

Vi sang ham ud af huset med "Når jeg ser et rødt flag smælde", og vi betalte bedemanden en mindre formue i ekstraomkostninger for at køre rustvognen ud på en ordentlig omvej ud over landet - præcis så direkte og lang en vej, som min far altid kørte, når han kørte tur.

Det var et fint farvel for nu, og jeg håber, at han har nydt sin grønne Tuborg og en enkelt smøg, når vi på fredag siger farvel til ham fra kirken af!

Kloge mennesker keder sig ikke...

Nej, de finder på, gør de! Det kan selvfølgelig også godt være, at man rent faktisk først bliver klog, når man keder sig, fordi man er nødt til at finde på..?

Den sidste lille uges tid herude hos mine forældre har min søster, min mor og jeg skiftedes til at holde os vågne om natten, for at være sikre på, at min far var smertedækket og kunne komme i kontakt med os, om nødvendigt.

Det er der bl.a. kommet det her ud af:

Et virtuelt "showroom"til de billeder, som min søster maler.

 Det gør jo bestemt ikke oplevelsen af kunsten ringere, at den hænger i et rum spækket med lækre designermøbler ;)

 Og så kan man jo samtidig se, om Muuto-reolen virkelig ville passe ind i ens eget hjem... Jeg er nu selv ret overbevist om, at den ville passe ind ALLE steder!

Jeg synes virkelig det er smart, og så er det da også den billigste måde at afprøve alle sine indretningsdrømme og håbløst dyre forelsker i designermøbler på.

Skulle du selv have lyst tl at lege med lidt virtuel indretning, så kan du prøve det på siden her.

Mens vi venter...

Ja, så sidder jeg i køkkenet og forsøger at få tiden til at gå med noget nogenlunde fornuftigt.
Indtil videre er det blevet til tre hæklede tørklæder. Det skal nok blive godt til vinter... eller faktisk allerede nu!
Jeg er stadig noget af en novice udi hækling, så jeg kunne ikke regne mig frem til, hvordan man lavede en halv granny square. Det kunne google heldigvis hjælpe mig med. Skulle der være andre end mig, der er ligeså lidt begavede udi forestillingens kunst, så følger her linket på den fine og pædagogiske video, som hjalp mig: Halv granny square-opskrift

Tørklædet her har godt nok fået nogle uhyggeligt vage farver på mobilkameraet. Det er altså hhv. lysegråt, sort, mørkegråt og pink.

Hvor stillede jeg mine træsko?

Jeg har ikke blogget i lang tid. Det er der en grund til. Nemlig min far, som er meget syg. Til gengæld vil jeg starte lidt op igen med en historie af de mere specielle. Det er måske meget personligt, nogle ville mene privat, men i min familie er åbenhed det bedste man kan tackle det alvorlige i livet med.
Det er gået stærkt ned ad bakke med min far den sidste måneds tid. Så stærkt, så vi i fredags var samlet for at sige farvel til ham. Den historie får I nu, også for at jeg selv kan huske den på et senere tidspunkt.

Jeg har fået en delt plejeorlov med min søster, og havde derfor i fredags været på arbejde et par timer, før jeg tog hjem til mine forældre for at være med til at tage mig af min far. Han har hallucineret, tabt cigaretter og været ved at miste balancen utallige gange.

Da jeg kom hjem fra arbejde, lagde jeg mig sammen med min søster for at tage en lille middagslur (man bliver så inderligt træt i denne periode).
Ca. kl. 13 kom vores mor ind til os og sagde, at hun syntes, at vi skulle stå op, da det virkede til at vores far var ret langt væk. Vi gik ned i soveværelset, hvor han lå og sov, og netop var meget langt væk.
Derfor besluttede vi os for at ringe til sygeplejersken, der kom en halv time senere. Hun kiggede på ham og konstaterede, at ekstremiteterne var helt kolde, og at vejrtrækningen også viste, at der ikke var langt igen.
Faktisk kun omkring 10 minutter, vurderede hun.
Han fik derfor lagt et drop og fik noget angstdæmpende og noget smertestillende. Lige der, kom han kort op til overfladen, kiggede på os, og forsvandt igen. Vi valgte at ringe til det tætteste vennepar, som mine forældre har, og ingen andre, da vi fik at vide, at det nok ikke var sandsynligt at andre kunne nå frem, samt at vi skulle være hos vores far.
Så vi sad der med vennerne og holdt i hånd og lod tårerne trille. Vejrtrækningen blev der længere og længere imellem, men da der var gået et par timer, siden sygeplejersken sagde 10 minutter, valgte vi at ringe til min og søsterens kærester, vores halvstoresøstre og vores farmor, da der måske var en chance for at de kunne nå frem.
Imens vi ventede på dem, sad vi rundt om vores far, mens vi drak en grøn tuborg (det har han altid elsket, så det var helt i rette ånd), og konen i venneparret sang sange fra arbejdersangbogen (det siges jo, at det sidste man mister er hørelsen - og min far har altid været socialist og elsket arbejdersangene). Det var smukt og hårdt.
Imidlertid nåede kæresterne, storesøstrene og vores farmor frem. Aftensygeplejersken nåede også at komme og give ham lidt mere beroligende og smertestillende. Vi var også selv blevet instrueret i at give ham de tilladte mængder på de rette tidspunkter, hvilket vi også gjorde, når han havde trækninger og uro.
Tiden gik, og vi besluttede os for at sende kæresterne afsted efter pizza, da ingen af os havde fået andet end morgenmad. De kom med pizzaen, og vi gik på skift ud i køkkenet, der ligger op ad soveværelset, og spiste lidt og fik et lille glas rødvin.
Da jeg havde fået lidt at spise ved 20.30-tiden, gik jeg ned til min far, kyssede ham på panden og sad ved siden af ham, sammen med et par af de andre. Han begyndte at hoste lidt, og min søster sagde noget i stil med "det var et godt host, bare host igennem far". Det gjorde han faktisk, og begyndte at rulle lidt med øjnene. Vi tænkte vist alle, at han nok lige kom op til overfladen en sidste gang, da han åbnede øjnene og kiggede på det måbende selskab. Men han forsvandt ikke igen...
Nej, han kiggede sig lidt forvirret omkring (godt dopet af morfin og andet godt), sagde "Hej mor" og "Nej, er du her også Mette... og Trine!?" - "Hvor hyggeligt!", hvorefter han spurgte hvad klokken var...!
Vi var vist et par stykker, der brød ud i et lille grin af bar befippelse og overraskelse.
For ligesom at gøre et eller andet i den temmelig specielle og akavede situation, spurgte jeg lidt friskt "Var det noget med en kop kaffe, far?". "Jo, tak, det ville da være dejligt", svarede han,og tilføjede "Nå, jeg må hellere se at komme op".
Ja, så min mor hjalp ham op at sidde i sengen, og her stillede han så det famøse spørgsmål: "Hvor stillede jeg mine træsko??"...

Og så stavrede han, godt hjulpet af et par af "gæsterne", ud i køkkenet, hvor han satte sig ved bordet, og gik igang med at spise pizza, drikke rødvin og kaffe, og røg en smøg!

Det var f..... mærkeligt!!!

Stemningen er svær at beskrive. Det tætteste jeg kan komme på det, er nok hvordan jeg forestiller mig, at folk må have haft det efter Jesu opstandelse.

Min far var selvsagt rimelig påvirket af al den medicin han havde fået i løbet af dagen, så bevægelserne var ikke helt koordinerede, men han var helt glad over alle gæsterne, og opdagede ikke, hvorfor vi var samlet.
Et par timer senere, bad han om en øl, drak den og gik i seng.

Det første han sagde, da han vågnede igår morges (ja, han vågnede!!!), var "Jeg kunne egentlig godt tænke mig en porter." Det fik han så.

Der er selvfølgelig kun en vej nu, og den er nok ikke lang, men han er her stadig i dag, og er eftersigende allerede blevet noget nær en legende i det hjemmeplejeteam, der har været omkring ham de sidste par ugers tid. Der er ingen af de sundhedsfaglige personer, vi har talt med efterfølgende, der nogensinde har oplevet noget lignende. Så som jeg har nævnt før, så har min far nok ret, når han siger "Vor Herre vil ikke have mig, og fanden tør ikke tage mig".... De udskød i hvert fald forhandlingerne endnu engang.